Afsked med et fælles ritual

Engang for flere evigheder siden, måske ti år, kørte jeg igennem Holstebro. Jeg kan ikke huske, hvad jeg skulle, men jeg husker til gengæld med slående tydelighed, at jeg holdt ind ved en Kvickly, og at jeg inde ved bagerdisken blev mødt af et syn, der den dag i dag stadig er ætset ind i mine hornhinder: Række efter række af relativt uanseelige, runde kager med marcipanovertræk, hvor der med chokolade helt enkelt bare stod Vild med dans.

Det var efterår, og tanken med kagen var vel, at den skulle indtages om aftenen, mens finalen fra selv samme program rullede over skærmen. Jeg kan huske, at jeg på daværende tidspunkt fandt dette forudsigelige liv, hvor en sådan kage passede ind, umådeligt kikset, ja, nærmest latterligt. Endda i en sådan grad, at jeg tog et billede af førnævnte kager og lagde det op på Instagram sammen med en eller anden sarkastisk bemærkning – noget med lugten af sportshal og sandkage, jeg husker det ikke længere. Og selvom det for mig er uklart, om det er mig eller verden, der har forandret sig, så er der immervæk noget, der føles anderledes nu.

Den sæson af Vild med dans, der dette efterår er blevet sendt, har TV2 også erklæret f