Forfattere svigter altid nogen

Litteraturen kan kun blive til mainstream-nyheder, hvis en kendt forfatter dør, hvis en stor pris uddeles, eller hvis den mødes af forskellige former for vrede og skandale. Hvis nogle føler sig krænket i eller af et værk.

Det sidste gjaldt balladen om Thomas Bobergs roman Insula fra 2024, hvori beboere på Fejø mente sig portrætteret på lidet flatterende måder, og det samme gælder den aktuelle medie-banger, nemlig balladen om Johanne Mygind, der anklager Kim Blæsbjerg for at have brugt det, hun under et »kortvarigt kærlighedsforhold« havde formidlet og fortalt ham om sine bedsteforældre og deres relation til Cheminova, i sin prisbelønnede og storsælgende roman De bedste familier fra 2023.

Hvad der er op og ned i sagen er svært at sige, men inde bag det sensationelle og kulørte findes en større og dybere fortælling om, hvordan samfundsudviklingen på sin vis er på kollisionskurs med dét at være forfatter. En spænding og en konflikt inde bag alt det ophvirvlede privateri, der synes at være dét der driver de her dages mediehistorier, og som jeg også mærker i mit eget arbejde som forfatter.

For at nå frem til de pointer kræver det lige endnu et blik