Et rent og ufiltreret tab

Jeg har før set et par filmværker af den palæstinensiske kunstner Larissa Sansour, som er med på udstillingen på Kunsthal Charlottenborg. Blandt andet det første værk på udstillingen, A space exodus (2009), hvor hun optræder som den første palæstinenser på månen. Det har jeg set en del gange efterhånden, og det har helt sikkert farvet mit syn på hendes værker.

Det er ret én til én på repræsentationskontoen, så at sige. Værket kommer ikke rigtig videre end at vise den fiktive første palæstinenser på månen. Vores forestilling om rummet som noget, vi kan rejse ud i, er fuldstændig forladt af alle andre end ragende vanvittige milliardærer. Så man kan roligt sige, at med hensyn til rumfart, lever vi på ruinerne af en glorværdig fremtid. Vores kultur har måske bare forladt fremtiden? Og hvor stiller det så den første fiktive første palæstinenser på månen?

Til gengæld har resten af de ti værker, både film og installation, hverken forladt fortid eller fremtid eller rummet. Og Sansour udvikler over årene en kompleksitet i billedsprog og fortælling, der rimer både på mystik, sorg, masser af sorg og besynderlige modstandsformer. Det er helt klassisk spekulativ science