Det umuliges kunst
Hvordan anmelder man egentlig Æstetisk teori? Man kan selvfølgelig begynde med de historiske og biografiske fakta: at værket består af en samling tekster hovedsageligt skrevet efter 2. verdenskrig, men først udgivet posthumt i 1969. Eller med den konstatering at værket længe har kunnet erhverves på engelsk og norsk, men udgjort et betydeligt hul i den danske reception, hvorfor Henning Goldbæks netop udkomne oversættelse er en glædelig nyhed – en nyhed, der nok især vil komme fremtidige universitetsstuderende til gode. Eller man kunne bruge halvdelen af anmeldelsen på at ridse Frankfurtskolens projekt og historie op for til sidst at påvise, hvordan kunstteorien passer ind i denne store sammenhæng.
Æstetisk teori er ikke et værk med en oplagt begyndelse, hvor læseren præsenteres for en hypotese, som derefter foldes ud gennem en progressiv argumentation. Adornos stil er fragmentarisk og eklektisk, den er anekdotisk, indforstået og sommetider direkte postulerende. Kapitlerne er tematisk bygget op, men der er ingen umiddelbar motiveret kausalitet. Man kan således vælge at læse bogen lineært, lige såvel som man – med Julio Cortázars udtryk – kan hinke sig igen
