Evigt nedslidende revolutioner

I en utrolig biljagtsekvens mod slutningen af One Battle After Another skvulper tre biler op og ned over horisonten på bakkede veje et sted i den californiske ørken. Skoldhed asfalt, acceleration og deceleration, 35mm Vista Vision og Johnny Greenwoods score, der gennem stort set hele filmen gynger med atonale, rytmiske klaverfigurer og understøtter et handlingsforløb med så heftig fremdrift, at man næsten bliver forpustet. Sekvensen er, oplevet i biografen, en svimlende fysisk oplevelse, og en poetisk, distinkt filmisk kulmination på fortælling og tematik om jagten på en destination, der som i et rutsjebaneridt er suspenderet i et evigt bølgende nu.

Det er sekvenser som denne, der har gjort Paul Thomas Anderson til en af sin generations mest feterede filmskabere, og er et skoleeksempel på, hvad en filminstruktør gør, når en filminstruktør er bedst.

I næsten lige så høj grad som One Battle After Another illustrerer plotmæssigt og filmteknisk raffinement, udviser den på overfladen dog forbløffende enkelthed i sin satiretegning over ”USA i dag”. Her males, for nu at sige det mildt, med den brede pensel.

Groft skitseret over Thomas Pynchons Vi