Krigens tavshed

 Tavsheden slår hårdt i den ukrainske soldat og forfatter Serhij Zjadans nye novellesamling, Jeg slukker lyset som den sidste. Måske slår den særlig hårdt, fordi den ikke er, hvad man forventer af en bog, hvor der står »Nye fortællinger fra krigen« nederst på den blå og gule forside. Der er ingen skudsalver eller rystelser fra eksplosioner, ingen soldater, der holder vagt ved vejspærringer, ingen kamphandlinger, ingen skrig, intet blod.  

Zjadans noveller er ikke soldaterfortællinger eller slagmarksfortællinger, men fortællinger om livet lige bag frontlinjen og de mennesker, som af forskellige, nogle gange ukendte årsager, endnu ikke er rejst. Det er her tavsheden råder, og den bliver gjort håndgribelig for læseren gennem et væld af meget genkendelige billeder.

I åbningsnovellen, Kald mig til denne port, har Artem for eksempel følelsen af at befinde sig i lasten på et skib, hvis besætning er gået fra borde og ikke vendt tilbage, for ing