Hvad skal man give til landet, der har alt?

Hvad skal man give til landet, der har alt? Landet, der er velstående, velfungerende, tillidsbaseret, ukorrupt og harmonisk? Det var vel nogenlunde det spørgsmål, erhvervsmanden Lars Kolind i år 2000 forsøgte at besvare med sin debatbog Vidensamfundet – Dagsorden for Danmark i det 21. århundrede. Bogen var et selverklæret forsøg på at starte en værdibaseret samtale om, hvad danskhed skulle være i en tid, hvor verden ændrede sig virkelig meget på virkelig kort tid. 

Hvad skulle danskerne med alle de nye muligheder, der lå foran dem? I år 2000, et årti efter murens fald, havde den nye, liberale verdensorden virkelig fået fat, og Danmark lå perfekt til at kunne få noget ud af den orden. Det gik allerede godt i Danmark dengang for 25 år siden. I hvert fald materielt. Som Kolind selv konstaterede, lå vi nummer otte på det såkaldte World Competitiveness Index, som udarbejdedes af det prestigefulde universitet IMD i Lausanne. Samtidig var vi også dengang blandt verdens ti rigeste lande. Vi havde alle muligheder for at blive et drømmesamfund. Men hvad var drømmesamfundet egentlig ifølge danskerne selv?

»Jeg synes, det er en gave, når man som land er i en position, hvor man kan sige: Lad os prøve at formulere nogle værdier, vi næsten alle er enige om, og så ud fra det tale om, hvad vi vil. Det var det, jeg prøvede at hjælpe på vej med min bog. Men det er jo slet ikke sket. Jeg er overrasket over, at vi stadig i 2025 er så ensidigt fokuserede på økonomi som i år 2000. Vi bruger stadig det helt værdiløse måltal BNP som vigtigste rettesnor. Jeg begriber ikke, at der ikke er sket noget på 25 år. Åndeligt har vi stået stille.«

Sådan fortæller Lars Kolind i dag, da jeg interviewer ham for at høre, hvordan han egentlig selv synes, det er gået med de ambitioner, han formulerede i sin nu 25 år gamle bog. Fik Danmark nok ud af det nye vidensamfunds mange muligheder? Kolind vil gerne være med til at evaluere, for det, der er sket med Danmark siden bogens udgivelse, har for ham at se været en skuffelse. I begyndelsen af sin bog skrev han:

»Der er ikke risiko for, at vi bliver et fattigt land, når det drejer sig om materiel velstand. Vi har heldigvis mange gode danske virksomheder, der kan klare sig i konkurrencen og skabe velstand i de kommende år. Fundamentet er i orden. Men vi kan blive et fattigt land i kulturel og social henseende, hvis vi fortsætter med at acceptere, at kløfterne mellem de privilegerede og resten af samfundet bliver bredere og dybere.«

Kolinds debatbog udkom i et Danmark, der stod på en tærskel. Op igennem 1990erne var dagpengeperioden blevet først begrænset til syv år, siden forkortet til fem, og så, i Nyrup-regeringens sidste periode, sænket til blot fire. I samme årti var andelen af befolkningen med en lang videregående uddannelse fordoblet fra omkring fem procent til godt ti, mens andelen af ufaglærte var faldet fra 45 til 25 procent. I de tre år fra 1997 til år 2000 var andelen af husholdninger med internetadgang steget fra otte til 45 procent. Danmark var med andre ord godt på vej ind i den kommende, liberale globaliseringsverdensorden. Britney Spears blev spillet højlydt på boomblasterne på børne- og teenageværelserne, og Fischer (alias Mads Mikkelsen), den cooleste karakter i Rejseholdet, havde som hedeste drøm at komme på kursus hos FBI i USA.

Samtidig var det så også et samfund, hvor netop Rejseholdet i snit kunne samle mere end halvanden million danskere foran fjernsynet på samme tid, mens det i dag er en succes med en tredjedel af det tal for en stor DR-satsning. Det var også kun omkring halvdelen af danskerne, der kunne begå sig på engelsk dengang, mens det i dag er over 90 %. I år 2000 var cirka 70 % af arbejdsstyrken organiseret i en fagforening, mens det i dag er under halvdelen. Men i 1990 var tallet hele 85 %. Igen: Danmark var i år 2000 midt i en ret heftig forandring, hvor de handlemønstre i befolkningen, man havde kunnet regne med før, ikke længere gjaldt. Det var en tid, hvor folk var klar på noget lavere i skat, noget mere privatbilisme og netop skulle til at stemme Anders Fogh Rasmussen til magten på løftet om et totalt skattestop. Skatten var i øvrigt fem procentpoint højere dengang, sammenlignet med i dag.

Jeg er trist og beskæmmet over, at vores samfund er blevet mere umenneskeligt.

Lars Kolind begræder sådan set ikke den økonomisk-strukturelle udvikling, Danmark har gennemgået siden dengang. De strukturreformer, der blev gennemført igennem 1990erne og fortsatte med at blive gennemført op igennem 00erne og 10erne og stadig bliver gennemført i stor stil i dag, har været helt nødvendige, mener han.

»Jeg er tilhænger af strukturreformerne der bl.a. har udvidet arbejdsudbuddet,« forklarer han. »Faktisk mener jeg at de er helt afgørende for, at Danmark har så kernesund en samfundsøkonomi, som vi har. Pointen er, at alt andet ikke synes at tælle: Samspillet mellem by og land, næstekærligheden, ansvaret, det lokale engagement, tilliden til hinanden.«

Præcis som Kolind forudsagde i 2000, er Danmark materielt godt stillet i dag. Faktisk lidt bedre end dengang relativt set i forhold til omverdenen. I den nyeste World Competitive Ranking fra IMD ligger Danmark nummer fire. Afhængigt af om man medtæller stater med oliebaserede pseudoøkonomier, er Danmark blandt de ti til fem rigeste nationer på kloden målt i BNP per indbygger. Vi har taget et par skridt frem i den evige konkurrence mellem verdens nationer. Men det er, som om vi har stirret gennem det samme lille BNP-nøglehul i alle de år – og stadig gør det. Alt det, Kolind prøvede at starte en samtale om i sin bog, har været fraværende. 

Det, der gennemsyrer Kolinds bog, og som er slående ved at læse den her 25 år senere, er hvor optaget den er af, hvad Danmark egentlig er – og skal være – for en størrelse på det værdimæssige plan, fremfor det strukturelt-økonomiske. Af hvordan Danmark kan bevare sin unikke kombination af åndsfrihed, solidaritet og økonomisk velstand i en verden, hvor store forandringer så let som ingenting kan udradere et lille lands nationale særkender. Vel at mærke skrevet mere end fem år før de sociale mediers og smartphonens fremkomst. I kapitlet Det bedste af Danmark skriver Kolind, at »i takt med, at vi udsættes for hundredvis af tv-kanaler, en ubegrænset strøm af informationer gennem Internettet og et stadig mere internationalt erhvervsliv, bliver det mere og mere afgørende, at vi forstår hvem vi er, og vælger et ståsted. Vi bliver rodløse og forvirrede, hvis ikke vi har et ståsted, som vi kan tolke alt det, der sker omkring os, ud fra.«

Her 25 år senere vægrer vi os fortsat ved at prøve at finde ud af, hvem vi er, og hvad vi vil. Vi er så utroligt dårlige til at diskutere værdier, men er til gengæld enormt gode til at blive rige og tænke økonomisk rationelt som land. Fint nok. Kolind beskriver også i dag sig selv som en liberal, der egentlig ikke er kritisk over for ulighed som sådan, og som er optaget af, at det private erhvervsliv har det godt (i sin debatbog har han eksempelvis et tankeeksperiment med at drive folkeskolen som om den var en privat virksomhed). Men der er mere i livet end det. Og spørgsmålet er, om det, vi har opnået i dag, giver os særlig meget livskvalitet?

»Jeg er trist og beskæmmet over, at vores samfund er blevet mere umenneskeligt. Det er blevet alt for svært for folk, der afviger bare lidt fra normen, at være til. Det er i virkeligheden en mærkeligt bedaget logik, vi lider under. Vores samfund er blevet mindre menneskeligt og mere industrialiseret helt ind i de nære relationer i en periode, hvor vi burde have bevæget os væk fra den logik,« siger Lars Kolind.

Vi har kort sagt lagt os i selen for at klare os godt økonomisk i det nye vidensamfund, men vi har forsømt at høste de humanistiske frugter. Kolind ser en forbindelse mellem vores manglende nationale selvarbejde og den aktuelle trivselskrise, hvor flere og flere danskere i alle aldersgrupper har det dårligt, lider af stress og modtager behandling med psykofarmaka. Det er ganske forståeligt, at vi som samfund får den slags problemer, når vi forsømmer at måle vores egen succes ud fra andre parametre end BNP. Tal fra Den nationale sundhedsprofil, hvor forskere fra Statens Institut for Folkesundhed i årene 2010, 2013, 2017 og 2021 har undersøgt danskernes mentale og fysiske sundhed ved at sende et spørgeskema til 183.000 personer, viser da også en drastisk stigning i andelen af danskere, der oplever at have det mentalt dårligt i de her år.

De unges mentale helbredsudvikling ser værst ud. Ifølge Den nationale sundhedsprofil har andelen af kvinder mellem 16 og 24 år, der scorer lavt på den såkaldte ”mentale helbredsskala”, bevæget sig fra 15,8 % i 2010 til 34,3 % i 2021. For mænd er de tilsvarende tal henholdsvis 8,3 % og 21,2 %.

Ser man på de midaldrende, er udviklingen heller ikke opmuntrende. For aldersgruppen 45-54 år er andelen med lav mental helbredsscore for kvinder gået fra 11,8 % i 2010 til 16,8 % i 2021. For mænd er den gået fra 9,0 % i 2010 til 13,2 % i 2021.

Jeg er eksempelvis oprigtigt i tvivl, om vores uddannelsessystem skaber mennesker med de rette evner til fremtidens samfund

Hvis man skal være lidt konkret, mener Lars Kolind, at problemet især kan knyttes til den offentlige sektor. Den drives nemlig fortsat efter en industrisamfundslogik, der hører fortiden til. Det private erhvervsliv (som er der, hvor det går godt i Danmark lige nu) er for længst videre, forklarer Kolind:

»Mange private virksomheder drives langt mere menneskeligt og formålsbestemt end det offentlige. Det er det new public management-paradigme, der fortsat er fremherskende i det offentlige, der er problemet. Alt skal måles og vejes. Alt skal kontrolleres og sættes i system. Hele den offentlige sektor køres som en fabrik i industrisamfundet. Det er bare en forældet mental model.«

Præcis ligesom på en fabrik fra det 20. Århundrede er det i det offentlige i dag sådan, at man får en højere løn og bedre arbejdsvilkår, hvis man befinder sig langt fra det reelle arbejde ude i produktionens frontlinje. Hvis man som sygeplejerske skal sikre sig en nogenlunde rimelig løn, skal man for alt i verden undgå patientkontakt, men blive administrator bag et skrivebord. Og præcis ligesom på en fabrik fra det 20. århundrede, introducerede folkeskolereformen fra år 2014 en stempelkortagtig styring af lærernes tid, en rigiditet i arbejdstilrettelæggelsen, der aldrig før havde eksisteret i den danske folkeskole. Det er et kæmpe problem, at den del af samfundet, der skal tage sig af alt det ”bløde”, alt det, der ikke kan underlægges markedslogikker, men er vigtigt for at have et godt liv, i stigende grad drives som en nyttemaksimerende produktionsfabrik, mener Kolind:

»Jeg er matematiker og kan om nogen se begrænsningerne ved den tankegang. Jeg er eksempelvis oprigtigt i tvivl, om vores uddannelsessystem skaber mennesker med de rette evner til fremtidens samfund«. Lars Kolind holder en kort pause, halvgriner opgivende og siger: »Jeg forstår ikke, hvorfor konventionel tankegang stadig er så dominerende.«