Der er kun én af hver
I det Vestjylland, der dannede rammen om min fars barndom og ungdom og senere, men kun i ferier og forlængede weekender, min, var det ikke kutyme at bære følelserne uden på tøjet. Desto større var overraskelsen altid, når naboer og venner og familiemedlemmer hen mod slutningen af en rund fødselsdag i et forsamlingshus eller et guldbryllup på Hotel Arnbjerg i Varde stimlede sammen og stemte i:
Skuld gammel venskab rejn forgo
og stryges fræ wor mind?
Skuld gammel venskab rejn forgo
med dem daw så læng, læng sind?
Igennem den tåge, som var dialekten, var der en uvant omfavnelse af hinanden, som ville have været akavet, hvis den ikke var på vers. Jeg forstod kun den første linje, men det var nok til at fornemme, at venskab åbenbart ikke er noget, man bare kan tage for givet. Ikke engang i Vestjylland.
Drømmen om en ven ligger i os alle som et tyndskallet frø i underbevidstheden og venter på vand. Ligesom de forkerte venner på det forkerte tidspunkt kan vise sig besværligt løbebaneforstyrrende eller skæbnetungt karriereødelæggende, kan de rigtige venner på det rigtige tidspunkt være den genkendelse, man kun havde tænkt fandtes for de andre og
