Hvornår carper man bedre diem end i sin sommerferie?
Jeg skal skrive om en samling af ting, jeg ikke gider at lave i min sommerferie. Jeg er opvokset med, at man ikke taler i negationer. Hvis man, for eksempel, er så heldig at blive spurgt om, hvad man kunne tænke sig til aftensmad, så svarer man ikke med dét, man ikke kunne tænke sig til aftensmad. Man siger ikke: »Det ved jeg ikke, bare ikke pasta«.
Derfor ville jeg egentlig hellere skrive om de ting, jeg godt kunne tænke mig at lave i min sommerferie, det være sig absolut ingenting, men det pågældende brief passer meget godt til den idé, folk generelt har om mig, at jeg skulle være pessimistisk anlagt, en negativ person.
Så bliver ens salat med vandmelon spicet op med noget sand fra en vandreklit, hvilket minder mig om konceptet sand, gud hvor er det ækelt at have sand på fødderne, hvilket minder mig om konceptet sandaler, gud hvor jeg dog hader at vise mine fødder frem
Engang var der én, der sagde, at jeg hadede verden på en sådan lidt cute måde, men det kunne ikke være længere fra sandheden. Over en bred kam holder jeg faktisk ganske meget af både verden og af livet på et mere generelt plan. Jeg anskuer ikke mig selv som pessimist. Jeg anskuer mig selv som realist. Alt hvad du ejer og har kan blive taget fra dig fra den ene dag til den anden, det er et faktum, hvorfor det også er et faktum, at man skal huske at carpe diem – og hvornår carper man bedre diem end i sin sommerferie?
Der er dog nogle ting, jeg decideret ikke gider i min sommerferie. Jeg gider ikke at bade i havet. Jeg gider faktisk heller ikke bade i en swimmingpool, men dem har jeg holdt mig fra længe. Jeg tager ikke på badeferier, der er ikke meget, der kan stresse mig mere end skemalagt afslapning. Jeg hader at være i havet, det er koldt, selv på de varmeste dage i Danmark. Folk er altid sådan lidt: »ej, det frisker da én op, det er SKØNT«, men jeg har været træt, siden jeg blev født, og der skal mere til end et kuldechok i noget havvand for at afhjælpe dét, der skal medicin til, hvilket minder mig om, at jeg faktisk heller ikke gider at blive udredt for ADHD i min sommerferie.
Men intet er så skidt, at det ikke er godt for noget, for måske kan jeg blive forperson for ADHD-klubben, som Se og Hør har døbt den forsamling af kendte mennesker, der snakker om deres ADHD som en superkraft i Go’Morgen Danmark. Jeg tror, at den nuværende forperson er Manu Sareen, the OG ADHD’er, men det kan også være, at det er Caroline Fleming. Pas under alle omstændigheder på, der er muligvis en ny sherif i byen.
Jeg gider heller ikke at spise udenfor. Jeg forstår ikke, hvorfor jeg skal dele mit måltid med en nærgående hveps, som man endelig ikke må vifte væk, for så bliver den sur, og så stikker den én, og det kan man dø af, hvis man for eksempel kommer til at drikke hvepsen. Det blæser også altid en pelikan i Danmark, særligt ved Vesterhavet, hvor jeg opholder mig det meste af sommeren. Så bliver ens salat med vandmelon spicet op med noget sand fra en vandreklit, hvilket minder mig om konceptet sand, gud hvor er det ækelt at have sand på fødderne, hvilket minder mig om konceptet sandaler, gud hvor jeg dog hader at vise mine fødder frem, de går 15.000 skridt om dagen, fordi jeg heller ikke gider at cykle, så de er ikke, hvad de har været, fødderne.
For nu at blive i artiklens tematik, så gider jeg i min sommerferie heller ikke at bruge nogen penge. Det er selvfølgelig løgn, der er ikke noget jeg hellere vil end at bruge penge, men jeg er lidt flad på kontanter for tiden. Det skyldes blandt andet, at jeg har været i en fire måneder lang kontraktforhandling, hvor jeg af samme årsag ikke har fået løn, samtidig med at jeg er flyttet og har skullet renovere. Jeg kunne i sagens natur have fravalgt at flytte, og derfor skal dette ikke ses som brok, det skal ses som endnu et umiskendeligt faktum, at det er dyrt at have håndværkere, for lige meget hvor man flytter hen, har man altid købt katten i sækken.
Så er der ulovlige elinstallationer, så er der noget med rørene, så er køleskabet gået i stykker, og så konstaterer man, at også ovn og opvaskemaskine er fra 90’erne, og så tænker man, at man lige så godt kan skifte dem ud i samme ombæring i stedet for at vente på, at de også går i stykker indenfor en overskuelig fremtid, og sådan går det til, at man drømmer om den dag, man endelig får løn igen, så man kan investere i et rullegardin, så man kan blokere lyset, jeg gider i øvrigt heller ikke, at det er så lyst hele tiden, det fucker med mit hoved, jeg burde bo tættere på ækvator, men der gider jeg heller ikke at bo, da der er for varmt.
Jeg gider grundlæggende faktisk ikke at holde ferie, det praktiserer jeg ikke, men jeg går selvfølgelig heller aldrig rigtigt på arbejde, så på den måde har jeg faktisk altid ferie, selvom jeg aldrig har ferie. Dog er det rart, at de andre holder ferie, der bliver så dejligt stille på mailen, og så kan man måske koncentrere sig lidt om at skrive sin næste bog, hvilket er blevet ens ”hobby”, at skrive bøger, fordi man ikke tjener penge på dem, og jeg gider faktisk heller ikke at tænke så meget på penge, det virker for privilegeret, når nu man nogle gange har en del af dem, men desværre kan man som angstfuldt menneske ikke selv styre, hvad man tænker på. Jeg gider heller ikke at få at vide, hvis mit næste bogprojekt er dårligt, jeg trænger sådan til at være i centrum igen.
Mest af alt gider jeg ikke at være stresset, jeg gider ikke hver morgen vågne op med en klump i maven og bruge hele dagen på at glæde mig til, at jeg skal sove igen, men det har jeg også været, siden jeg blev født, stresset, så det er nok for meget forlangt. Til gengæld gider jeg – på trods af al ugideligheden - godt at være i live, sådan helt generelt, og det er jo det vigtigste.
Jeg gider godt at være sammen med mine nærmeste, jeg gider godt at grine med dem, jeg gider sådan set også godt at græde med dem, hvis det er med den på. Jeg gider godt at drikke vin, også i solen, og faktisk også udenfor, medmindre det er under en varmelampe, der trækker jeg grænsen, det er vestligt idioti på allerhøjeste plan. Jeg gider godt at spise grillmad, det er lækkert, selvom man kan få kræft af det, jeg forholder mig også i få måneder om året mere åbent overfor frugt i salater. Jeg gider godt at få internet i min lejlighed, så jeg kan se fjernsyn igen, jeg mangler stadig finaleafsnittet af Forræder, jeg gider også godt, at der snart kommer mere Forræder, jeg gider godt at læse i de ti forskellige bøger, jeg er startet på og aldrig bliver færdig med. Så der er alt i alt stadig masser, jeg gider, selvom der – indrømmet – alligevel er en del, jeg ikke gider.
Så med de ord vil jeg ønske alle en god sommerferie, om I trækker stikket eller ej, om I nyder Dronning Louises Bro og de lange, lyse nætter, eller om I ligesom mig afskyer dem. Om I i al stilfærdighed ser frem til efteråret eller allerede er deprimerede over, at sommeren snart slutter, før den overhovedet er begyndt. Man er heldigvis forskelligt indrettet, hvilket er praktisk, da optimisterne kan trække pessimisterne op, så vi alle en dag ender som realister. Nogle gange regner det, andre gange skinner solen, og sådan er dét.
