Storslået undselighed

I Herman Melvilles klassikerfejrede roman Moby Dick skriver fortælleren Ismael brovtende sådan her om, hvorfor store hvaler er fantastiske at skrive litteratur om: »For at skrive en mægtig bog, må du vælge et mægtigt tema.«

Efter at have læst Anne Lise Marstrand-Jørgensens nye roman, Ræveår, må jeg bare sige: Nej, Ismael. Stof, der af den kække hvalentusiast ville blive afskrevet som håbløst umægtigt, bliver i Marstrand-Jørgensens hænder alt andet end det. Der kan sagtens skrives mægtig litteratur om undselige emner, tydeligvis. Godt romanstof behøver ikke være stort som en hval, det kan også være noget med at klippe nogle får, brygge noget øl og vente på nogle mænd.

Ræveår følger en gruppe kvinders hverdagsliv på den yderste del af Læsø i 1780. Østklitten hedder landsbyen, og her foregår hverdagen i høj grad på naturens præmisser. Perspektivet skifter mellem kvinderne, rejser sømløst fra sind til sind, fra familie til familie, ind i de små, beklumrede tangtækte huse, hvor der spindes, koges grød, strikkes og snakkes, med afstikkere ud over heden, den tørre, sandede hede, hvor en hunræv lusker rundt, og udover vandet, hvor skibe sejler forbi og nogle gange strander, så lokalbefolkningen kan tjene en skilling på at hjælpe de nødstedte. Indimellem kommer mændene hjem, de er på havet lang tid ad gangen, og de spiller derfor en underligt fjern birolle i samfundet, de er som en slags gæster, kun hjemme på kort visit. Det er konerne, der holder sammen på tingene. Det er dem, der udgør det her landsbyfællesskab.

Vi følger Signe, enke efter Tobias og mor til Christian, de to bor i et hus lidt længere ude end de andre, et slags udflytterhus fra Østklitten. Christian er ved at blive stor, nærmer sig noget mandeagtigt, men er jo stadig bare et barn: vred og tvær, Signe forstår ikke, hvad der går af ham, de er vist gledet fra hinanden.

Vi følger Johanne, der er fyldt 30 og endnu ikke har »ligget med en mand«, og som af den døende Frida bliver bedt om at overtage den nyfødte Malina, indtil Fridas mand Zakarias på et eller andet tidspunkt vel kommer hjem fra havet.

Vi følger Nielsine, mor til den femtenårige Kirsten, der hver dag kører ind til Byrum for at tjene hos de rige folk Juliane og Enok. Enok som har det med at være lidt for glad for de unge piger i huset. Noget er sket med Kirsten, Nielsine vil ikke tænke på det, hun går ind i det religiøse i stedet, er blevet så utroligt troende på det sidste, ikke så meget som et lille bandeord fra nogen af de andre koner vil hun acceptere, hun er blevet så streng.

Vi følger Abelone, nybagt mor til Gertrud, hun var tætte veninder med Frida og derfor i sorg over hendes død, skræmt, vred. Hun er også en, der kan sige fra, finder sig ikke i at blive fortalt, hvad hun må sige og ikke sige, hun er bramfri og ikke bange for at sige sin mening.

Vi følger også Dortea, Margrethe, Frida og Kirsten, og indimellem afbrydes fortællingen så af kortere kapitler fortalt fra rævens synsvinkel. Her får man som læser får lov at opleve rovdyrets følsomme og bredspektrede sanseapparat, får lov at sanse det vindblæste hedelandskab og se menneskene og deres mange små og store trakasserier udefra, fra en slags kosmisk (og på samme tid jordbundet) perspektiv.

Men i virkeligheden er det ikke så vigtigt, hvem vi følger. Det er små, undselige liv, der leves, så små som alle liv dybest set er. Det kunne have været alle mulige andre kvinder, vi fulgte, og Marstrand-Jørgensen ville have gjort det ligeså vedkommende og nært, det er den fornemmelse, man sidder med.

Man befandt sig i et skæbnefællesskab, simpelthen fordi man boede op og ned ad hinanden. Hvis nogen er syg, er det ens forbandede pligt at komme forbi og hjælpe.

Der er en skrøbelighed ved det hele, som føjer noget intenst til hverdagslivet. Farerne (og døden) lurer altid lige om hjørnet. Som her, hvor Signes dreng Christian er faret vild i snevejret sammen med Kirsten (de har været i Byrum for at tjene og fulgtes hjemad) og har ligget ude en hel nat, begravet i sne. Signe varmer Christian op igen, langsomt, langsomt, hjertet kan ikke tåle det kolde blod:

»Hun snuser til hans hår, kommer i tanke om de første gange, hun mærkede ham sparke, dengang hun ventede ham. Det var samme lette bevægelse, som hans hjerte nu slår mod hendes fingerspidser med, og det var først i det øjeblik, hun forstod, at der virkelig ville komme et barn, og at hun altid ville elske det.«

Kollektivromanen virker som den perfekte form til den her bog. Den fremmaner det, sociologen Emile Durkheim kaldte den mekaniske solidaritet, som gennemsyrede de førindustrielle landsbysamfund: Man befandt sig i et skæbnefællesskab, simpelthen fordi man boede op og ned ad hinanden. Hvis nogen er syg, er det ens forbandede pligt at komme forbi og hjælpe. Hvis du er syg, er det de andres forbandede pligt at komme forbi og hjælpe. Individet (med stort I) var ikke så etableret eller vigtig en størrelse dengang på Læsø i 1780, tydeligvis. Spædbørn døde i ét væk. Mænd døde på havet. Koner døde i barselsseng. Ræveår er især stærk i sin sanselige fremmaning af livet som sådan for kvinderne. Sin skildring af nogle vilkår og det, de vilkår gør ved romanens personer. Det er strenge liv, der leves her på Læsø, man er nødt til at hærde sig selv, komme videre, når nogen dør. Men det er jo ikke altid muligt.

I Ræveår er privatsfæren nærmest opløst, kvinderne render ind og ud af hinandens huse, de er altid alle sammen spundet ind i det sociale liv på godt og ondt. Det betyder også, at den mindste mislyd kan få store konsekvenser. Pludselig kan det hele blive revet fra hinanden. Som da Abelone får den idé, at der er ”noget” med Signe. Enken, der bor lidt afsides, alene med sin dreng, det er da egentlig også noget mærkeligt noget? Frida var en af dem, der reddede Signe, da Signe nær var druknet og lå forfrossen på stranden, husker Abelone, og den dengang højgravide Frida gjorde det ved at varme Signe hud mod hud. Måske er livet sivet fra Frida over i Signe? Måske er det derfor, Frida døde i barselssengen kort efter? Måske var den ost, Signe som tak for hjælpen serverede for konerne, og som især Frida holdt af, forhekset? Det var, som om den smagte for godt. Måske er Signe en repræsentant for noget ondt og okkult midt iblandt dem? Det er, som om alene det, at Signe bor afsides (og har et specielt udseende, hvor tungen har tendens til at hænge lidt ud af munden, hvilket har givet hende tilnavnet Tunge-Signe), er nok: så står man ud. Så bliver man nemt syndebuk for alt, der rammer. Al ulykken. For dybest set er Abelone bare forvirret og skræmt og i sorg, hun famler efter forklaringer, årsager: »Den eneste, hun har lyst til at tale med, er Frida, og hun ligger i jorden med maddiker og kryb. Hun får tårer i øjnene, det kunne have været hende selv, og nu ses de ikke førend i Paradis. Hvis overhovedet dér, for hvad ved hun om Himmerigets indretning.«

Ræveår er en roman, der nærmer sig noget helt enormt stort, noget universelt nærmest. Den bakser med spørgsmål som: Hvad vil det overhovedet sige at leve, at være et menneske af kød og blod, der er dumpet ind i verden på et givent tidspunkt, prisgivet skæbnens, naturens og andre menneskers luner?