Prissætningen af lærkesang og menneskeliv
For nogle år siden underviste jeg 2. g’ere i samfundsfag på et nordsjællandsk gymnasium. En del af det faste pensum, som var blevet os pålagt fra myndighederne, var at undervise i den såkaldte demografiske udfordring. Det er den udfordring, der handler om, at der bliver flere og flere ældre og færre og færre på arbejdsmarkedet. Resultatet er manglende skattegrundlag til at betale de velfærdsstatslige omkostninger, en større andel ældre udgør. Hospitaler, plejehjem, og så videre. Eleverne blev stillet en opgave, der skulle besvares skriftligt. Opgavens ordlyd fortaber sig, men jeg vil tro, de skulle redegøre for problemet og derefter demonstrere deres faglige kunnen ved at vise, at der i politik og nationaløkonomien findes forskellige bud på, hvad man skal stille op med det.
En elev, der levede et stille liv på bagerste række, afleverede en opgave, hvori han med satirisk bid foreslog, at man kunne aflive de ældre, når de ikke længere var arbejdsduelige. Han redegjorde for de samfundsøkonomiske gevinster - kæmpe besparelser! - og tilføjede endda, at det jo også ville skabe en helt ny incitamentsstruktur for at blive længere på arbejdsmarkedet. Han medgav, at planen var ureal
