Gå imod strømmen som Lagerlöf
For nylig læste jeg Selma Lagerlöfs debutroman Gösta Berlings saga, der er genudgivet i klassikerserien Gyldendal Nordisk. Romanen udkom i 1891, midt under det moderne gennembrud, hvor litteraturen skulle være realistisk, gerne socialrealistisk, handle om samfundet, virkeligheden, ikke længere drømme sig væk i romantiske forestillingsverdener.
Selma Lagerlöf var ligeglad med den strømning, hun skrev en fabulerende saga, et slags eventyr, om kavaleren Gösta Berling og hans kærlighedseventyr, samt en masse andre fortryllende skikkelser i Värmland, Lagerlöfs hjemstavn. Gösta Berlings saga er i sandhed en fortryllet bog.
Vi kommer på bjørnejagt efter en stor plageånd af en udødelig bjørn på og omkring Gurlita Bjerg. Vi møder heksen fra Drove, der har levet i hundreder af år, gemmer store mængder sølvbarrer på hemmelige steder i de vidtstrakte skove og nedkalder forbandelser over de lokale godsejerfruer, hvis de ikke giver hende de skinker, hun kommer gående og tigger om. Vi bliver sendt på slædeflugt med klokkeklingrende dæmoner i hælene, er med til baller, hvor kærlighedseventyr opstår (altid med Gösta Berling i førsteelskerens rolle), besøg fra djævlen er der også, kort sagt: Selma Lagerlöf blæste højt og flot på kravet om realisme og sætten problemer under debat, om naturalistiske skildringer af almindelige mennesker og deres almindelige problemer, hun lod fantasien løbe af med sig og skrev en verdenslitterær klassiker.
Det er værd at huske: At gå imod strømmen, stå i opposition til tidsånden, følge sit hjerte, også selvom det ikke gør én populær, kan faktisk være en ret så opbyggelig handling. Det behøver ikke være noget med at være konspirationsteoretiker eller råbe højt og brovtende, at man da heller ikke må sige noget længere. Som om det skulle være en trussel mod samfundet, at nogle mennesker i al stilfærdighed hellere vil tiltales med et ord i stedet for et andet. At gå imod strømmen på Selma Lagerlöf-måden er noget helt andet. Det er at omdanne sin egensindighed til noget smukt - som Gösta Berlings saga.
På ATLAS bilder vi os ikke ind, at vi holder niveau med Lagerlöf. Hun fik Nobelprisen i 1909, vi fik Brandesprisen i 2024. Vi er ikke den samme. Men vi er selvfølgelig svært begejstrede for hendes måde at være tro mod sig selv på. Hendes vilje til at skrive den bog, der var den, der trængte sig på - også selvom det var en saga med eventyrlige elementer - midt i en tid, der havde fået naturalisme på hjernen.
Her får du fire artikler, der enten går imod gængse forestillinger om virkelighedens beskaffenhed eller handler om noget (eller nogen), der gør.
Det feministiske landskab er blevet forvirrende. Alle fra græsrodsbevægelser på den yderste venstrefløj til multinationale virksomheder, der hylder girl boss-figuren, kalder sig feminister. Er bevægelsen blevet for rummelig?
Husk menneske! Universet er ikke til for dig. Husk det, eller det skal blive din undergang. Jeg sluger din sol og dræber din gud. Et essay om ulvens tilbagekomst.
Kan man suge fadbamser og recitere suraer med samme mund? Selvfølgelig kan man det.
Selvom Danmark har en af verdens mest udbyggede velfærdsstater, er der stadig masser af mennesker, der lever alt for hårde liv. Måske forventer vi, at velfærdsstaten kan mere, end den kan? Måske er vi nødt til at se andre steder hen for at finde den omsorg, vi alle har brug for?
