Høflighedsmaskerade
Der var engang i europæisk filosofihistorie, hvor man uden at blinke kunne kaste om sig med begreber som ’menneskets natur’. Den lander et sted mellem engel og dyr, sagde Kant. Den er god, uselvisk, ikkevoldelig og moralsk, indtil civilisationen kom og ødelagde det hele, sagde Rousseau før ham. Den mest brutale dom over menneskets natur ligger endnu længere tilbage, hos Thomas Hobbes, der beskriver naturtilstanden som »solitary, poor, nasty, brutish, and short«, fordi alle er i krig mod alle.
Ingen af de tre ovennævnte herrer ville have haft fantasi til at forestille sig en ganske almindelig middelklassemoral i 2020’erne, for her, lyder præmissen i Aarhus Teaters opsætning af den franske dramatiker Yasmina Rezas Blodbadets gud, går det så galt, at alle hæmninger slippes, hvis bare vi kilder den lidt. Forældreparrene, henholdsvis advokaten Alain (Jacob Madsen Kvols) og ejendomsadministrationskonsulenten Annette (Marie Marschner) samt isenkræmmeren Michel (Frank Thiel) og humanisten Véronique (Nanna Bøttcher) mødes en formiddag i Véronique og Michels lejlighed i Paris for at udrede en konflikt mellem deres 11-årige børn, hvor Alain og Annettes søn, Ferdinan