»Det analyserende og det dømmende skvulper ind over hinanden, og det forvirrer mig som læser«
Kamilla:
Lad os lægge ud med at anmelde en anmeldelse skrevet af en ægte spinatfugl. Jeg har valgt Klaus Rothsteins anmeldelse af Malte Tellerups fjerde roman, Mestrene, der udkom 17. november 2023. Anmeldelsen blev bragt i Weekendavisen på dagen og ligger også på anmelderens blog.
Klaus Rothstein har så meget journalistisk tæft, at han indleder med at skrive, hvor populær en sport, håndbold er. På en pæn måde kan man sige, at han skeler til nyhedsjournalistikkens væsentlighedskriterium, på en mindre pæn måde, at han lokker husarerne ind i sin tekst. Ikke ind i romanen, for trompeten har allerede advaret læseren om, at der er »for meget auto og for lidt fiktion« i Mestrene, som han nedsættende kalder en »budskabsroman«.
Katrine:
Betegnelsen »budskabsroman« virker helt klart som et turn-off: Vi skal forstå, at vi får stukket Malte Tellerups holdninger ned i halsen. Budskaber hører hjemme i en kronik. Det er nok den udbredte holdning.
Jeg synes, det er problematisk, at Rothstein så tidligt konkluderer, hvad Malte Tellerup har på sinde.