Endnu en god grund til ikke at føde
Jeg vidste, at jeg ville tjene på at læse og anmelde bogen, men jeg var alligevel flere dage om at samle Opmærksomhedstyveriet op og åbne den. I flere uger lå den grå og beige med spiralgrafik på mit sofabord og så kedelig ud. Når jeg i den periode, hvor jeg udskød at åbne den, fik gæster, der spurgte til bogen på mit sofabord, hev jeg min telefon op af lommen, viftede med den og sagde, at »den her, den er farlige end trafikken.«
Jeg gjorde nar ad statsminister Mette Frederiksen, der i maj sidste år tordnede mod mobiltelefoner og deres indflydelse på børns trivsel, mens hun så meget alvorlig ud i Folketingssalen. »Skal vi regulere? Ja. Skal vi passe på vores børn og unge? Ja. Skal vi have skærmene meget mere ud af skolen? Ja. Skulle de nogensinde have været inde i vuggestuen og børnehaven? Nej. Har vi et kæmpe forældreansvar? Ja. Kan vi stå med det alene? Nej,« sagde jeg på en måde, der lød jysk, fordi jeg i stedet for at holde kæft og læse bogen, havde lært statsministerens monolog udenad.