»Alle kan lave en hue om til en balaklava«
Der var fart over feltet med Maria “Masha” Alyokhina som guide gennem Velvet Terrorism. Vi gjorde kort stop ved en af udstillingens mest opsigtsvækkende videoinstallationer, hvor Pussy Riot medlemmet Taso Pletner lader urinen plaske fra sin blottede kønsdel ned over et portræt af Vladimir Putin. »Som I kan se, pisser de på Putin. I forstår godt pointen, let’s go!« sagde Alyokhina, der allerede havde bevæget sig videre. Alyokhina var generøs i sin tilstedeværelse og rigid med sin tid. Pussy Riot var ikke kommet til Louisiana for dikkedarer og floskler eller for at svælge i pæne pressebilleder og medieomtale, men for at indgyde en kampgejst, der har slumret for længe her i de tryggeste egne af verden.
Som en af de oprindelige stiftere af den punk-feministiske aktivistgruppe, er Alyokhina en prominent del af udstillingen, der dokumenterer Pussy Riots anti-Putin protestaktioner gennem 12 år. I Velvet Terrorism fremstår Masha Alyokhina som inkarnationen af den heroisk frygtløse aktivist, der uden at tøve sætter sin krop, sin frihed og sit liv på spil i en højere sags tjeneste. Her er billeder af Alyokhina i håndjern med et drilsk smil på læben, Alyokh