»Svindlere, røvere, simonister, kættere og dæmoner!«

»L’oeuvre de toute ma vie« – hele mit livsværk – sådan beskrev Flaubert La Tentation de Saint Antoine i 1872, få år før værket, efter 25 års arbejde og tre forskellige versioner, endelig lå klar til udgivelse. Det handler om den ægyptiske munk, Sankt Antonios den Hellige, der i sin fra resten af menneskeheden isolerede hytte på Theben-egnen i det østlige Sahara bliver udsat for en lang række religiøse, mytologiske og mareridtsagtige syner og fristelser af sin tidligere discipel Hilarion.  

Det er en tekst, som aldrig har fundet sin plads i litteraturhistorien, heller ikke blandt selv inkarnerede Flaubert-fanatikere. Da den udkom, blev den i Frankrig næsten ikke anmeldt på trods af Flauberts berømthed. I stedet blev den, skriver Georg Brandes i et essay om Flaubert i Mennesker og værker fra 1881, »affærdiget med en Boulevardvits. Dens digter havde brugt tyve år til at udarbejde den; på færre minutter var ethvert godt hoved på boulevarden færdig med sin dom: Bogen var dødeligt kedsommelig, forfatteren måt