Mørk æstetik og et tidskrummende plottwist
Regndråber rammer en vandpyt. Et closeup af en ung, blåøjet J. Robert Oppenheimer. Sådan åbner Christopher Nolans seneste film Oppenheimer. De to billeder understreger, at filmen er et karakterstudie, primært fortalt fra titelkarakterens subjektive perspektiv. Åbningssekvensen trækker os dybere ind i hovedet på den unge fysikstuderende, der tynges af at kunne se atomernes verden, men ikke endnu har evnerne til at beskrive den.
Gennem montageklip visualiseres elektronskaller, neutroner, protoner og eksplosioner. Fysikerens tankestrøm stopper ikke ved naturvidenskaben, men runder også Picasso-malerier, T.S Eliots The Waste Land og Stravinskijs musik, der sammenfiltres i visualiseringen af Oppenheimers sind. Vi når også forbi både Marx og Freud.
Nolan illustrerer her modernismens tidsånd fra starten af det 20. århundrede, som atombombens fader er et produkt af. Filmens udtryk er præget modernistiske stilgreb. Der er to spor i filmen: et i farve fra Oppenheimers perspektiv, og et i sort-hvid fra levebrødspolitikeren Lewis Strauss’ perspektiv.
Denne sammenfiltring af plottråde, subjektive perspektiver, tider og minder trækker tråde til Picassos mal
