Deres øjne så mod verandaen
Zora Neale Hurstons Deres øjne så mod gud udspiller sig i begyndelsen af 1900-tallet, hvor slaveriet er blevet afskaffet, mens dets hierarkier, normer og sprog stadig hænger ved som genstridige, hjemsøgende spindelvæv. Bogen handler om Janie, der som midaldrende kvinde vender tilbage til landsbyen Eatonville – en by bygget udelukkende af og for at sorte mennesker kunne bo der – og her fortæller hun for første gang sin veninde Pheobe hele sin livshistorie.
Janie endte i Eatonville efter at hun flygtede fra sin første mand, en hvid gammel gnaven bonde, hendes mormor giftede hende væk til, da Janie var 16 år gammel, i frygt for at hun skulle ende med barn uden for ægteskab. Janie dagdrømte om, at ægteskab og kærlighed var ét og det samme, men som mormor Nanny siger: »Du ved jo, min pige, at vi farvede er grene uden rødder, og det får tingene til at gå i cirkler på sære måder.«
Nanny har selv kæmpet sig ud og opad efter at være født so