100 film, der ikke er dårlige
Hvad skal man egentlig med filmlister? Tænk top-250 på IMDb, BFIs top 100-lister eller Steven Schneiders 1001 film du skal se før du dør. Alle sammen er de både brugbare og ubrugelige. Ubrugelige som autoritære rangeringer af x antal værker, der fremhæves blandt de utallige værker, der er produceret gennem hele filmhistorien og over hele verden. Enhver forestilling om en kanon, en bestemt type film, eller værst; en bestemt ”smag”, kan vel kun indskrænke i stedet for at udvide? På den måde kunne man nemt tilføje filmlisten selv til listen over mekanismer, der er med til at fastholde visse kulturers, og deres bagvedliggende produktionsmetoder og industrier, forrang over andre.
På den anden side kan filmlister i bedste fald være med til at inspirere til nye opdagelser. På den måde kan de som et let-overskueligt formidlingsformat godt indgå som del af en levende filmkritik. Så længe de ikke eksisterer i et vakuum, og er ærlige og åbne om begrænsningerne, kan de bide sig selv i halen – opløse deres påståede autoritet. I dette tilfælde, som med alle lister, starter begrænsningerne ved de(n) person(er), der sammensætter listen. Undertegnede har naturligvis kun set, og for så vidt kender også kun til, en meget lille procentdel af den filmkunst, der er tilgængelig, for slet ikke at tale om den filmkunst, der er blevet produceret. Denne liste afspejler uvægerligt også personlige præferencer – en anbefaling skal trods alt helst være helhjertet. Der fremhæves f.eks. langt flere komedier end gyserfilm. Samtidig ender listen også med at træde med begge ben i en del af de fælder, som den ellers forsøger at undvige. Der er stadig en overvægt af amerikanske film, af film af mandlige instruktører, nærmest udelukkende narrative film osv.
Derfor kan den følgende liste næsten kun beskrives ud fra det samlende kriterie, at filmene derpå ikke, set fra et meget snævert perspektiv, er dårlige. Nogle af dem er sjove, skræmmende, tankevækkende, stimulerende og på andre måder super duper. Adskillige af dem er decideret fantastiske. Men de er ikke nødvendigvis bedre, mere historisk relevante eller noget som helst andet end 100 andre tilfældige film.
Når alt det er sagt, har forsøget været at fremhæve 100 film, som man ikke i forvejen har set på 100 andre lister. Redundant content er der nok af. Derudover forsøger listen at komme bare en smule rundt i verdenshjørner, årtier, genrer osv., selvom der med vilje er et større fokus på nyere film (fra de sidste ti års tid). En filmliste kan nemlig nemt føles som en gravskrift, hvis ikke den gør sig umage for at se de positive sider af den aktuelle filmkunst. Slutteligt forløber listen hverken alfabetisk, efter rangering eller udgivelsesår, men i stedet for som en løs associationsrække, hvor den næste film på listen på en eller anden måde minder om den foregående. Sådan, tænker jeg, kan man alligevel bruge lister: Det ene fører til det næste, noget, der er godt leder til noget, der ligner, men alligevel er helt nyt og åbner døren til det næste, og derfor, i det mindste, ikke er dårligt.
Gone Girl (Fincher, 2014): Vi starter med en af de mest sikre ikke-dårlige film længe. David Finchers undervurderede mesterværk fungerer både som straight up spændingsfyldt krimi/mysterie-basker og knivskarp satire over splittede identiteter i den moderne medieverden.
Deep Cover (Duke, 1992): Underkendt perle, der er et skoleeksempel på den slags stilbevidste midtbudget-thrillers, der strømmede frem i USA i 90´erne, men som nærmest ikke er til at opdrive længere. Sleazy, men sofistikeret. Den kriminelle underverdens forbindelser til den politiske magtelite og racismen som rød tråd gennem hele systemet.
The Watermelon Woman (Dunye, 1996): Et af de mange andre trækplastre ved 90´ernes amerikanske film er independent-bølgen, hvis produktionsmetoder reflekteres over i denne metafilm om en ung, sort instruktør (spillet af Dunye selv), der forsøger at finansiere og realisere en film om negligeringen af sorte, kvindelige skuespillere gennem den amerikanske filmhistorie.
You’ve Got Mail (Ephron, 1998): Set i bakspejlet var 90´erne og 00’ernes genoplivning af 30´erne og 40’ernes screwball-komedier som kitschede rom-coms med slet skjult postmodernitetskritik en strålende ide. Her geindspilles Lubitsch-klassikeren The Shop Around the Corner, og “touchet” føres ind i en ny tidsalder. Franchising og standardisering overfor det analoge og autentiske. Selvet splittet mellem anonymitet på internettet og forpligtelser i virkeligheden. Meg Ryan og Tom Hanks jagter lykken i chatforalabyrinten.
Heaven Can Wait (Lubitsch, 1943): En vaskeægte screwball-klassiker. High concept, når det er bedst: ved indgangen til helvede, står en gammel mand fuld af fortrydelse og skal redegøre for sit livs ugerninger. Men var han nu så slem? Skarp dialog, subtile seksuelle referencer, parløb mellem humor og tristesse, technicolor og kulisser. Et sikkert hit.
Pauline at the Beach (Rohmer, 1983): Første film til dit franske sommerferie-rom-com-maraton skal selvfølgelig være af den franske nybølgemester. Lækre mennesker i stramt badetøj, der konkurrerer om at score hinanden på kryds og tværs, mens de uddeler lommefilosofi og taler forbi hinanden. Ferien som mulighed for at genopfinde sig selv, men også som flugt fra realiteterne og ansvaret.
De ting, vi siger og de ting, vi gør (Mouret, 2020): Anden film til dit franske sommerferie-rom-com-maraton. Halve mennesker, der leder efter fuldendtheden i hinanden. Kærligheden er et skuespil, men må også leves i virkeligheden dag til dag. At hoppe af toget og blive på perronen.
All Hands on Deck! (Brac, 2020): Sidste film til dit franske sommerferie-rom-com-maraton. Guillaume Brac startede som instruktørassistent for Mouret, og inspirationen ses tydeligt i denne fastkørte road-movie om en umage trio, der jagter lykken i skiftevis tandem og konkurrence med hinanden. Kærlighed, klipklappere, camping og karaoke. En af de rareste film.
The Straight Story (Lynch, 1999): Traumer fra et langt liv og drømmen om forsoning i alderdommen, der væves sammen med det amerikanske landskab og arbejdsmoral: fortsæt lige ud af landevejen, stræb efter målet. Lynch cirkler rundt om det lineære narrativs væsen i sin mest enkle… straight og bedste film.
Life, and nothing more (Kiarostami, 1992): Andet kapitel i Kiarostamis evigt udvidende “Koker-trilogi” (der bør ses i sin helhed). En far og en søn farer vild på et roadtrip, hvor de leder efter hovedpersonen fra den første film, der måske er omkommet i et virkeligt jordskælv i en iransk landsby. Fra bilruden ser de ulykkens konsekvenser malet i landskabet, der passerer, men menneskeskæbnerne får dem til at stoppe op. De hjælper hinanden med at finde vej.
Wagon Master (Ford, 1950): Fords roadmovie om menneskets daglige kampe og fremadrettede stræben er næsten abstrakt i sin enkelthed. Landskaber, musik, dans, folk, drømme, diligencehjulet, der ruller derudaf. En af de reneste og smukkeste westernfortællinger.
The Bridges of Madison County (Eastwood, 1995): Kærligheden, der kunne have været og det liv, der alligevel vælges. Eastwoods cowboy er denne gang en omstrejfende fotograf, der forsøger at forevige skønheden, inden den smuldrer mellem hans aldrende hænder.
Meek’s Cutoff (Reichardt, 2010): Genformulering af westernmyten med tomhed som det eneste resultat. En ny civilisation invaderer et åbent land på jagt efter rigdom og mening. De opdager, at landet selv udstikker retningen, giver og tager.
Stars in My Crown (Tourneur, 1950): Sætter spørgsmålstegn ved westerngenrens grundlæggende temaer: Hvordan opbygges et lokalsamfund? Hvilke love skal herske? Hvem skal håndhæve dem? Hvad er retfærdighed? Her i fuld melodramamode med store følelser og en omstrejfende præst med pistoltække i stedet for den lovløse cowboy. En af de bedste film om ”community”.
Dave Chapelles Block Party (Gondry, 2005): En af de bedste dokumentarer om ”community” og om det at optræde. Stand-up, hip-hop og soul i skøn forening. Enestående som musikhistorisk tidsbillede i egen ret: Kanye West på vej mod stjernerne, Erykah Badu i trance, The Roots for fuld udblæsning og ikke mindst, The Fugees, der til lejligheden gendannes, med en optræden fra Lauryn Hill i front, der sætter alle andre til vægs.
Amazing Grace (Elliot, Pollack, 2020): Overrumplende Aretha Franklin-koncertdokumentar fra optagelsen af hendes storsælgende gospelalbum i 1972. Arethas far tørrer sveden af sin datters pande og Mick Jagger ser måbende på, mens Arethas stemme løfter kirkens tag. Ren ekstase.
Lovers Rock (McQueen, 2020): Fra min længere kritik af McQueens ekstatiske reggaefestfilm her på magasinet: ”Der er et oprør indlejret i den slags fester, som Lovers Rock omhandler. På godt og ondt er den fælles musikalske ekstase også en konsolidering af et parallelsamfund, der vil gøre op med det eksisterende.”
The Harder They Come (Henzell, 1972): Den nok mest legendariske reggaefilm. Underholdningsindustrien som både flugtvej fra- og indgang til kriminalitet og systematisk undertrykkelse. Scenen, hvor Jimmy Cliff indspiller titelsangen i et studie; storsvedende, med en smøg i hånden og så meget sjæl i stemmen, er et af filmhistoriens store musikalske øjeblikke.
Babymother (Henriques, 1998): Dancehall-musical om en ung, fattig og enlig mor, der danner en pigegruppe med sine to bedste veninder for at komme ud af elendigheden. Berusende og dybt originalt indblik i Londons soundsystem-kultur og dens forbindelser til klasseforhold, boligpolitik og kulturkampe.
Memoria (Weerasethakul, 2021): En af de bedste lydfilm. Det starter med en mystisk rumlen fra en ukendt kilde, som Tilda Swinton bruger resten af filmen på at genskabe. Hver scene eksisterer i sit eget, nye akustiske univers, hvor minder, magi og materiale smelter sammen. Meditativ, hypnotisk og en god indgang til moderne asiatisk ”slow cinema”.
Zama (Martel, 2017): Endnu en mageløs lydfilm. Conquistadoren Zamas ensomhed, tomhed og fejlslagne ambition i en øde Sydamerikansk koloni formidles gennem et klaustrofobisk lyddesign, der sammen med en visuel æstetik, der emmer af sved og råd skaber et filmisk rum, man ikke kan vente på at komme ud af, samtidig med at alle sanser fastholdes.
Human Being (Shaddad, 1994): Et sansebombardement, hvor lyden spiller en central, skurrende rolle og en åbning til den arabiske verdens eksperimentalfilm. Kroppens smerte og opbrud i overgangen fra traditionalisme til modernitet.
Blow Out (DePalma, 1981): Og så til en af de store lydfilmsklassikere. DePalmas karrierelange udforskning af filmmediets indbyggede perversitet, tager her udgangspunkt i et kitschet konspirationsplot, som John Travolta bliver sovset ind i gennem sit arbejde som lydmand på B-horrorfilm. Skjulte dagsordener, manden mod systemet og medierne som et instrument for magthaverne til at manipulere offentligheden.
Personal Shopper (Assayas, 2016): Medier - bade dem, der kan tale med de døde, og den slags, man bærer rundt på i lommen – og deres evne til at kommunikere på tværs af tid og rum. Moderne, mystisk spøgelseshistorie med Kristen Stewart i glansrollen som depressiv heltinde.
The Devil’s Backbone (del Toro, 2001): Magisk realisme på sit mest medrivende. Historiske og åndelige spøgelser. Dødens tilstedeværelse i de levendes rige.
Grave of the Fireflies (Takahata, 1988): Hvis animation handler om at give liv til det livløse, tager livet i denne film både form som maleriske naturbilleder, der minder om livets tilstedeværelse midt i en verden fuld af død, men også som spøgelsesskikkelser; filmens karakterer, hvis omrids bliver hængende i luften omkring Japan. Som minder om det liv, der burde have fortsat, men blev afbrudt.
The Wind Rises (Miyazaki, 2013): Den gamle animationsmesters semiselvbiografiske ode til skabertrangen og fascinationen af at flyve, set gennem den biografiske fortælling om flydesigneren Jiro Horikoshi, hvis tegninger dannede grundlag for mange af de japanske militærfly under Anden Verdenskrig. Kan man skabe uden at ødelægge? Kan man flyve uden at miste jordforbindelsen?
Bambi (Hand, 1942): OG Disneymagi. Tragisk, barok, men selvfølgelig også bedårende fabel om altings cyklus. Værd at se alene for den håndtegnede animations skønhed.
Bennys Badekar (Quist Møller og Haastrup, 1971): Vi skal selvfølgelig også have alletiders danske bidrag til animationsgenren med. Lige så elskværdigt psykedelisk, spraglet, musikalsk og gennemført 70´er-agtig som altid.
Chess of the Wind (Aslani, 1976): Et eksempel på 70´ernes politiske filmkunst som strømning udenfor USA. En film, der på flere måder foregriber revolutionen i 79 og en dybsindig kritik af, hvordan overklassens interne magtspil altid har størst konsekvenser for pøblens liv udenfor borgmurene.
Sambizanga (Maldoror, 1972): Kolonialismens vold. Brændende politisk filmkunst og en af 70´ernes mest overbevisende feministiske statements. Hård, hård kost.
Mandabi (Sembéne, 1968): Kapital, kolonialisme, korruption på tværs af kontinenter, men med familieenheden som omdrejningspunkt. Forhandlinger mellem det traditionelle og moderne Afrika, og en af de sjoveste satiriske skildringer af menneskets grådighed.
Direktøren for det hele (Von Trier, 2006): Peter Ganzler trækker i trådene og spiser ispinde, mens Jens Albinus mister sig selv i kapitalismens dukketeater. Kontorlivstristesse, gråvejr, konfliktskyhed og den flade strukturs røgslør. En moderne Jeppe på Bjerget. En af de bedste, sjoveste og mest skandinaviske film.
Om det uendelige (Andersson, 2019): Når nu vi befinder os i det grå dukketeater, der er det moderne Skandinavien, kommer vi ikke uden om den svenske deadpan-mester. I sin nyeste film, der sammenlignet med ”Living”-trilogien gik lidt under radaren, fortsætter han med at destillere sin unikke vinkel på livets endeløshed. Blege, spøgelseslignende skikkelser, der udspiller små hverdagskomiske scener i triste kulisser. Historien banker på, livet går videre, og håbet titter frem fra en skyfyldt himmel.
Sorry to Bother You (Riley, 2018): Rablende, punket satire over det neoliberale arbejdsmarked. De komiske ikoner opdateres og aktualiseres: fabriksarbejderen erstattes af den prekære telefonsælger, kapitalisten i høj hat og cigarføring af den cokesniffende Silicon Valley-boheme, den revolutionære fagforeningsmand af den woke kulturradikale. En surrealistisk visualisering af nutidens dystopi, der låner fra både Chaplin og Teletubbies og alt derimellem.
The Circus (Chaplin, 1928): Ikke anset som et af Chaplins største værker i den bredde offentlighed, men den har altså det hele: Den omstrejfende vagabond, der søger efter kærlighed og tag over hovedet. Geniale gags med diverse cirkusobjekter og vilde dyr. Kapitalismekritik og stikpiller til underholdningsindustriens kyniske udnyttelse.
Sherlock Jr. (Keaton, 1924): Allerede i filmmediets spæde år, blev der reflekteret over de levende billeders evne til at forføre og forvirre. Keaton forsvinder bogstavelig talt ind i lærredets billedramme og bliver til den mesterdetektiv, han altid har været i sit sind. På den anden side af drømmen, i projektørrummet, venter virkeligheden og fattigdommen naturligvis. En satire over mediernes og identitetens sammenspil, der er så forud for sin tid, at den står knivskarpt her næsten 100 år senere.
Police Story (Chan, 1985): Actionfilm i sin reneste form. Handling gennem nøje indstuderede, koordinerede bevægelser. Stuntmanden som filmmediets bærende aktør. Sammen med Tom Cruise og drengene fra Jackass, er Jackie Chan den vel nok mest overbevisende arvtager for Buster Keaton.
Dragon Inn (King hu, 1967): Chan må også have set sin del af hong kong-mesteren King Hus film. Handling gennem koreografi, set-design og framing. Filmhåndværk på sit ypperste.
The Freshman (Newmayer & Taylor, 1925): Lloyd på slap line som nørdet drømmer, der så gerne vil passe ind, men ikke formår det. Sekvensen til skoleballet, hvor en skrædder konstant må reparere budgetjakkesætet, så det ikke går op i limningen og Lloyd ikke taber ansigt, er virtuos tragikomisk socialsatire.
The Patsy (Lewis, 1964). Slapsticken fik også en ny guldalder i 60´erne med Jerry Lewis som en af frontløberne. Her i skikkelsen som den uduelige ”bell boy”, der skal overtage hovedrollen i et stort TV-show efter en stjernekomikers pludselige død. Plot kondenseret til en serie af bizarre transformationsscener og en søgen ind til kernen af komikkens væsen: at bryde alle normer, at vise klovnen bag sminken.
PlayTime (Tati, 1967): 60´er-slapstick rimer selvfølgelig også på Tati. Første halvdel: Det dysfunktionelle liv i den moderne storby set gennem de objekter, vi omgiver os med, men som hæmmer, og de kulisser der omgiver os, men som adskiller. Anden halvdel: Tati bryder bogstaveligt talt det hele ned i én lang, euforisk slapstick-fest-seance, hvor kroppen, mennesket og samfundet sættes fri fra sine egne lænker i klodsethedens navn. Fysisk komik på sit mest håbefulde og radikale.
The Firemens Ball (Forman, 1967): Sadistisk satire over kommuniststyrets korruption og uduelighed og en af den tjekkoslovakiske nybølges mest fremtrædende værker. Ubehagelig, absurdkomisk og på mange måder den onde tvilling til Tatis PlayTime i dens forestillinger om festen som en destruktiv kraft, der sætter ild til alle rammer og regler og får det værste frem i mennesket.
Everybody Wants Some!! (Linklater, 2016): Festen fordrer en udforskning af flokmentalitet overfor individualisme, identitetsskabelse gennem subkultur, toksisk maskulinitet, kroppens bevægelser i både kordinerede, koreograferede gentagelser og fritflydende improvisationer – alt sammen forklædt som tumpet collegekomedie. Den amerikanske hangoutfilms moderne højdepunkt.
Best in Show (Guest, 2000): Hylemorsom mock om en hundeudstilling og de personager (både to- og firbenede), der deltager i den. Grådighed, forfængelighed og det kompetitives absurditeter, men også nichefællesskabets flokmentalitet som grundlæggende menneskelige instinkter. Teatret udspiller sig blandt menneskene i kulissen, mens hundene kun kan se undrende på fra scenen.
Umberto D (De Sica, 1952): Neorealismen presset til sit sentimentale yderste. Balancen mellem medfølelse og opråb opretholdes i en af de store humanistiske klassikere. PS: Sit Lassie, Fike er den dygtigste filmhund, og du ved det!
Bless Their Little Hearts (Woodberry, 1983): God indgang til “L.A. Rebellion”-bevægelsen, hvor sorte filmskabere centreret omkring UCLA-filmskolen smed Hollywood-kanonen og konventionerne på porten og i stedet skævede til italiensk neorealisme, brasiliansk cinema novo og det afrikanske kontinents spirrende filmkunst. Humanisme, kapitalismekritik og køkkenvaskdrama i overrumplende kombination.
Career Girls (Leigh, 1997): Leighs måske mest underkendte tragiske mesterværk om to veninder, der genforenes og går ned ad mindernes sti sammen. Ideologi, subkultur, klassekritik og karrieren som livsfilosofi. Leighs evne til at balancere mellem det stereotype og realistiske er i fuldt flor, bedst eksemplificeret gennem Mark Bentons hjerteskærende rolle som misforstået, stammende misfit turned hjemløs alkoholiker. Alle gør deres bedste, men man kan kun gøre så meget.
The Day He Arrives (Hong, 2011): Alle Hong Sang-Soos film virker som del af et samlet værk, hvor det er svært at udplukke én favorit. Denne har alle kvaliteterne: En version af den kreative klasses toksiske maskulinitet, hvor hovedpersonen (en filminstruktør) er stedfortræder for Hong selv, gamle venner, der genforenes, senmoderne rodløshed i storbyen, lange one-take-dialogscener, tøjlesløse sojubranderter.
Phoenix (Petzold, 2014): Som med Hong, men med et markant anderledes projekt, kunne man i princippet udvælge alle Petzolds film. Den her er ekstra vild i sin behandling af det tyske krigstraume set gennem et forvekslingsdrama, der er lige dele realisme og fantasi. Petzold fortsætter med at genindsætte eventyret i den materielle virkeligheds ruiner så kreativt, medrivende og sømløst, at hele Hollywood må bøje sig i støvet.
Red Rocket (Baker, 2021): Sex som vare og råb om hjælp. Simon Rex giver som den fallerede, manipulerende og uimodståelige pornostjerne Mikey Saber en af de mest tragikomiske præstationer i det 21. århundrede. Den Amerikanske Drøm er sjældent skildret med større håbløshed. De, der er tvunget til at blive ved med at drømme er sjældent skildret med større næstekærlighed.
The Other Side of Hope (Kaurismäki, 2017): Den mest næstekærlige film om mellemøstlige flygtninge i nutidens Europa. Kaurismäkis typiske gråtonede deadpan passer perfekt til skildringen af en flygtnings møde med det finske bureaukrati. Kaurismäkis humanisme har aldrig fremstået mere udfordret, men essentiel: basal flinkhed og høflighed overfor fremmede ligger i alle menneskers natur, hvis bare vi tillod os selv at handle på det, kunne verden forandres.
Q’s Barbershop (Langballe, 2019): Radikal og værdig til denne liste alene i kraft af at være den vel nok eneste danske film, der har forsøgt sig med en nuanceret, nysgerrig og åben skildring af hverdagslivet for ikke-vestlige indvandrere i dagens Danmark?
Calendar (Egoyan, 1993): En af de bedste, mest komplekse skildringer af multietnisk tilhørsforhold og fremmedgørelse.
A Well Spent Life (Blank og Gerson, 1971): En god indgangsfilm til den amerikanske dokumentarist Les Blanks karrierelange udforskning af sydstaternes folk, traditioner, musik og myter. Her følger vi den aldrende bluesguitarist Mance Lipscomb, mens han passer gården, taler ud om livet og spiller den musik, der endnu flyder i hans årer. Ren, rørende, melankolsk og noget af det bedste selskab, man kan have med en film.
No Maps on My Taps (Nierenberg, 1979): I samme etnografiske stil som Blank, dokumenterer Nierenberg stepdansens historie i USA set gennem tre profilerede dansere. Hver deres dansestil, hver deres ideologi og livssyn. Perfekt eksempel på, hvordan et detaljeret indblik i en subkultur, kan åbne en hel verden op. Filmen var blandt andet medvirkende til en regulær stepdans-revival i 80´ernes New York.
Stroszek (Herzog, 1977): I rulleteksterne takker Herzog vennen og forbilledet Les Blank (der senere instruerede to film om Herzog selv – den ene kortdokumentaren Werner Herzog Eats His Shoe, der er en af de bedste eksempler på samspil mellem titel og handling). Herzogs visualisering af ”small town america” er da heller ikke uden Blanks medmenneskelighed. Den er dog bestemt heller ikke uden Herzogs vanlige, beske kritik.
Bloody Nose, Empty Pockets (Ross & Ross, 2020): Blanks indflydelse er også tydelig hos Ross-brødrene. Her udforskes den amerikanske mytologis moderne slagsider gennem et spraglet persongalleri på en lille, lokal beværtning, der holder åbent en sidste aften inden nye, store franchisebarer sluger det hele. En dokumentarisme, hvis blik for rummet og de skæbner, der befolker det, næsten er for god til at være sand.
Last Night at the Alamo (Penell, 1983): Ovenstående er nærmest en genindspilning af denne kultklassiker om, you guessed it, en lille, lukningstruet beværtning og dens stamgæster, hvis karismatiske leder går under navnet ”Cowboy”. Tragikomik og amerikansk ikonografi i frit fald? Det tror jeg nok.
Gates of Heaven (Morris, 1978): Morris får det til at se legende let ud. Humor, sorg og tro. Et specifikt miljø set fra to vinkler; personalet på en kæledyrskirkegård og de, der begraver deres kære der, bliver en uendelig metafor for menneskets materielle virkelighed og stræben efter det guddommelige. Fun fact: Werner Herzog indgik et væddemål med Morris om, at Gates of Heaven aldrig ville blive færdiggjort. Et væddemål, der resulterede i ovennævnte kortfilm om Herzog, der må æde sin gamle sko.
The Balcony Movie (Lozinski, 2021): Hvad kræver det at lave en film? Og vigtigere; hvorfor skulle man gøre det? Lozinski skærer alt unødigt fedt fra. Et kamera, en boomstang, en setting (altanen i sin egen lejlighed) og det store spørgsmål: hvad er meningen med livet? Lozinski stopper tilfældige forbipasserende og tegner et rørende, livsbekræftende og komplekst billede af tiden, der går, og mennesker, der søger, med de simpleste virkemidler.
A Man and a Camera (Hendrikx, 2021): Som titlen antyder, bruger hollandske Guido Hendrikx også det helt nedbarberede filmsprog som metode. Hvad sker der, hvis man banker på hos virkelige, fremmede mennesker og filmer dem uden at sige noget? Det er præmissen, hele filmen og alt, man behøver at vide.
Along the Coast (Varda, 1958): Vardas satiriske billedessay om den franske riviera burde være en af de første film på pensum for alle aspirerende instruktører. Glem skuespillere, manuskriptforfattere og resten af filmholdet. Tag dit kamera med på stranden, kig i arkiverne, lav din research, udgrav fragmenter af sammenhæng og mening i klipperummet. Kritik og vinkel over plot.
No Home Movie (Akerman, 2015): En af de næste film på pensum kunne passende være Akermans undersøgelse og kritik af kameraet som dagbog og skriftestol. Gennem intime, ofte grænseoverskridende scener fra sin mors hjem, stiller Akerman alle de essentielle spørgsmål om den autobiografiske form i kunsten.
This is Not a Film (Panahi & Mirtahmasb, 2011): Filmet under instruktør Jafar Panahi seks år lange fængselsdom, som han afsoner i isolation i sit eget hjem, for at støtte oppositionspartiet ved det iranske valg i 2009. Refleksioner om kunst, politik, vilje og ansvar under modstand. Modsat hvad titlen antyder, har vi i allerhøjeste grad med en film at gøre her – en film, hvis eksistens er et testamente til mediets potentiale og berettigelse som værktøj for politisk modstand.
The Hole (Ming-Liang, 1998): Isolation i et regnvådt lejlighedskompleks i Taipei, hvor en underbo og en overbo skaber kontakt gennem et hul i loftet/gulvet. Ude på gangene og rundt omkring optræder dansere med musicalnumre fra gamle dage, som kontrast til trøstesløsheden indendørs. Den perfekte post-coronafilm og et godt sted at fortsætte rejsen gennem moderne, asiatisk ”slow-cinema”.
Real Life (Brooks, 1979): Den ultimative metafilm om løgnen/sandheden i, at kameraet kan indfange det virkelige liv, som det leves. Albert Brooks som hysterisk udgave af sit eget kunstnerego er Larry David og Woody Allen på speed.
The Trip-filmene (Winterbottom, 2010 – 2020): En snyder, da vi jo i virkeligheden har at gøre med (indtil videre) fire film. Det er dog som samlet dokufiktiv selvrefleksiv satireodysse, at fortællingen om to aldrende komikere, der lever af at imitere ældre, større mænd, mens de svælger i autencitetsdyrkelse, selvmedlidenhed og gourmetmiddage, at The Trip står som et af 10´ernes komedienybrud.
Colossal Youth (Costa, 2006): Alle grænser mellem fiktion og dokumentar smelter sammen i dette humanistiske storværk, hvor den kapverdiske immigrant Ventura vandrer rundt i minder og spøgelsesbyer mellem Lissabons nedlagte slumkvarterer og nyopførte sociale boligbyggerier. Et af de stærkeste portrætter af de skikkelser, der lever og ånder i samfundets randområder med et unikt filmisk udtryk, der låner fra både Bresson, Fritz Lang og Rembrandt.
Tabu (Murnau, 1931): Tysk ekspressionisme møder entnografisk dokufiktion a la Flaherty (der også er medproducent). En forbandelse får to elskende på en stillehavsø til at flygte fra deres traditioner, samfund og religion mod de frie, vestlige idealer. Her møder de blot nye guder (penge) og forbandelser (penge igen), mens fortiden indhenter dem. Murnaus øje for omgivelsernes dystre fremtoning oversættes skræmmende godt fra kulisse til naturbilleder.
Rose Bernd (Staudte, 1957): Landligt efterkrigstidsmelodrama, der er gennemført tysk. Fra kornmarkerne til disciplinen til den politiske kritik og den næsten eventyrlignende skæbnefortælling midt i den tæmmede natur.
Hvem dømmer? (Sjöström, 1922): Visuelt innovativ hekseafbrændingsthriller fyldt med doppelteksponeringer og gotisk atmosfære.
A Girls Walks Home Alone at Night (Amirpour, 2014): Gotisk stemning er der også nok af i denne persiske spaghettiwestern/moderne vampyrfortælling fyldt med ecstasy, skateboards og psychrock. Har mere at byde på æstetisk end indholdsmæssigt, men æstetikken er ikke til at tage fejl af.
Tokyo Drifter (Suzuki, 1966): Ren coolness. Japansk yakuzamytologi møder fransk nybølgeformalisme i en af de mest visuelt legesyge og lækre film. Tarantino må have udført unævnelige handlinger på egen krop, første gang, han så den.
Retribution (Kurosawa, 2006): Den japanske gysermester (der deler efternavn med Akira, men ikke er relateret) er i rendyrket uhyggemode med denne seriemorderkrimi/spøgelseshistorie/psykothriller, hvor alt er vådt og gråt og fyldt med råd, og Tokyo desintegrerer i takt med den plagede detektiv.
Videodrome (Cronenberg, 1983): En af de mest skræmmende, profetiske film. Cronenberg tematiserede over hjemmevideoens perverterede sammensmeltning af teknologi og krop tilbage i 83. Siden da er mennesker og medier groet sammen i jagten på det perfekte, konstante, individualiserede dopaminfix. Længe leve det nye kød.
Veronicas To Liv (Kieślowski, 1991): Dobbeltgængere og dukkeførere, skæbnen og tilfældets magi. Zbigniew Preisners score har aldrig været mere dragende. Irène Jacobs Cannes-vindende dobbelthovedrollepræstation fortjener al rosen. En af de film, der lever og ånder i biografrummet.
Wheel of Fortune and Fantasy (Hamaguchi, 2021): Da der gik corona i den under optagelserne af Drive My Car indspillede Hamaguchi sideløbende denne meget mindre, men (næsten) lige så gode film om valg, konsekvenser og muligheden for forandring. Missing link mellem Rohmer og Murakami i sammensmeltningen af hverdag og mystik, tilfældigheder og skæbne.
2046 (Wong, 2004): Efterfølgeren til nyklassikeren In The Mood for Love oser ligeledes af romantik, men er denne gang krydret med et svimlende sci-fi-plot, der slører grænserne mellem fantasi og minder yderligere. Få instruktører kan som Wong få en hotelopgang til både at føles klaustrofobisk og som en uendeligt udvidende labyrint. Tiltrækningen driver ned ad væggene, alt flyder sammen, og Tony Leung som Chow Mo-Wan – denne gang en fraskilt, overskægsbærende og (selvmed)lidende forfatter - runder sin rolle af som en af filmhistoriens mest uimodståelige hjerteknusere.
Carol (Haynes, 2015): Grynet 16mm, forbudt kærlighed, julesne. Rooney Mara og Cate Blanchett leverer en af de mest berusende romancer på film. Periodemelodrama af den gamle skole og sjældent set bedre. Perfekt te- og tæpperfilm.
Make Way for Tomorrow (McCarey, 1937): The Great Depression, gammel kærlighed, julesne. Victor Moore og Beulah Bondi leverer en af de mest ømme og bittersøde romancer på film. Melodrama af den gamle skole og sjældent set mere hjerteskærende. Erstat tæpperne med kleenex.
The Only Son (Ozu, 1936): Ambition, ære, tradition og frihed i forhandling mellem familieenheden og samfundet. Alle Ozus store temaer er til stede i dette lille mesterværk om en mors offer og en søns kamp for at lykkes - med Japan i depressionsæraen som bagtæppe. Som Ozus første talefilm lægges også kimen til hans senere karrieres udforskning af sproget overfor blikket.
35 Shots of Rum (Denis, 2008): Denis’ ode til Ozu indeholder næsten de samme dybe, eksistentielle indsigter, som den japanske mester spyttede ud på samlebånd. Kropssprog og komposition, der afslører alle de følelser, der ikke nævnes med ord. En af de fineste film om familien som institution.
Penny Serenede (Stevens, 1941): Endnu en old-hollywood-basker, der har alle elementerne fra de store klassikere, men desværre er gået lidt i glemmebogen. Minder gennem musik, kærlighed og smerte. Cary Grant og Irene Dunne med følelserne uden på tøjet som det evige ægtepar. Én af de der, som de ikke laver dem længere.
They Live by Night (Ray, 1948): Fatalisme, ungdommelig naivitet, forbandet kærlighed. Nicholas Rays debutfilm om to elskende på flugt fra loven og samfundet er på en gang naturalistisk og ekspressionistisk i sin formidling af mørke, lyst og livets udsigtsløshed. En af de bedste titler og en af de mest maleriske sort/hvid-film.
The Irishman (Scorsese, 2019): Sjældent har en instruktør i sin karrieres efterår gået så inderligt i dialog med sit virke. De ikoner, stereotyper, temaer og tilmed skuespillere, som Scorsese har vendt tilbage til i sine gangsterfilm fordrejes i den digitale tidsalder, sponsoreret af Netflix. En svanesang for det 20. århundredes mandeidealer, magtdynamikker og populærkultur gennem en grotesk brug af de-aging-teknologien, der plastrer unge ansigter på gamle kroppe, genindspiller minderne og historien med døden og det nye årtusinde konstant til stede.
Can’t Get You Out of My Head (Curtis, 2021): Udgivet som seks episoder i en serie, eller seks separate film, der i sin helhed tegner et imponerende, vidtfavnende og indimellem småkonspiratorisk portræt af det 20. århundredes ”emotional history”: hvordan kulturkampe, ideer og de billeder, der ledsager dem, har vævet sig sammen i et net af følelser, der har skabt samfundet af i dag.
Platform (Jia, 2000): 1980´ernes hastigt og brutalt forandrende Kina set gennem en omrejsende kulturtrup i en afsidesliggende provins. Fra Maoisme og censur til den åbne dør mod Vesten. Samfundet og byerne forskyder sig med en hast, så intet menneske kan følge med. Landskabet og skæbnerne står tomme tilbage.
Flowers of Shanghai (Hou, 1998): Opiumrøg, intriger og undertrykkelse. Med et konstant gyngende kamera, der næsten gør én søsyg, lulles man ind i det mikrokosmos, der eksisterer i et bordel i Shanghai i slutningen af 1800-tallet. Et internt sprog, interne lege og regler præsenteres uden videre forklaring, men med en tydelig politisk understrøm. En film om, hvordan magt udspiller sig i rum, hvordan skønhed konstrueres og politiseres. Ordet ”stemningsmættet” er præcist her, men fattigt.
Raise the Red Lantern (Zhang, 1991): Endnu et kinesisk historisk drama, der trækker tråde fra den intime setting til de store samfundslinjer og formår at kommentere på sit lands historie og aktualiserer den, som kun de kinesiske instruktører kan.
The New World (Mallick, 2005): Dengang Hollywood stadig kastede millioner efter ærlige, visuelt ambitiøse, enkeltstående storfilm med noget på hjerte. Etableringen af det moderne vestlige samfund, civilisation mod natur, udvikling og destruktion.
Martin Eden (Marcello, 2019): Genial romanfilmatisering. Frisat fra forlægget, men inspireret af temaet om individets og historiens sammensmeltning. Her med arbejderbevægelsen i Italien i starten af 1900-tallet som bagtæppe og en sejler, der drømmer om at være en stor forfatter som hovedperson. Kunst, kapital, integritet og berømmelsens tunge åg.
La Flor (Llinás, 2018): 14 timer lang fætter, der gennem seks episoder, med hver deres stilistiske take på hver deres velkendte genre med de samme fire, kvindelige hovedpersoner, udforsker selve historiefortællingens evne til at fastholde og frisætte. En film, der refererer til flere litterære forlæg undervejs og som, måske mere end nogen anden film, nærmer sig en oversættelse af romankunsten fra bog til skærm. Binge den over et par dage i stedet for/sammen med den nye sæson af en tilfældig HBO-serie.
Strange Days (Bigelow, 1995): Y2K The Movie. Sjældent er en periodes paranoia, æstetik og tidsånd blevet indkapslet så rent i en fiktionsfilm.
Southland Tales (Kelly, 2007): Så skulle det da lige være i Y2K The Movie 2. Internettet som instrument for overvågning og censur, infotainment, det militærindustrielle kompleks, War on Terror osv. En dystopisk parallelversion af 00´ernes USA, der i sit udtryk og kendetegn både er af sin tid og kommenterer på den.
Fire of Love (Dosa, 2022): Et af årets store dokumentarhit er den utrolige historie om det franske vulkanologpar, der over to årtier overskred al fornuft for at filme naturens mest… eksplosive sider. Det moderne parforhold, forholdet mellem videnskab og underholdningsindustrien og selve filmmediets forhold til udbredelsen og udslettelsen af naturen undersøges undervejs. Parrets vulkanoptagelser, der udgør meget af billedsiden, er det smukkeste og mest ufattelige arkivmateriale.
The Edge of Democracy (Costa, 2019): En af de bedre undersøgende, journalistiske dokumentarer i de seneste år. Korruption, polarisering og et indblik i en sprængfarlig periode i en stor nations historie, hvor skandalerne og magtmisbruget står i kø.
Black Mambas (Karbe, 2022): Karbe vender ubehageligt det velmenende, vestlige festivalpublikums egen forestillede godhed tilbage i synet på os, da hvad der ligner en klassisk, opbyggelig female-empowerment-dokumentar viser sig at være en kompleks og nedtrykkende skildring af de faktiske forhold for en gruppe unge sorte kvinder på et naturreservat i Sydafrika.
High School (Wiseman, 1968): Et utroligt tilfælde af rette sted på det rette tidspunkt, krydret med en radikal metode, får dette dokument over en amerikansk high-school i 68’, hvor alt er i opbrud – fra institutionen selv, til de ideer, der formede samfundet af dengang og de ideer, der ville forme samfundet af i dag, til at føles som en slags skabelsesberetning for det Moderne Vesten. I en alder af 92 er Wiseman stadig i dag i fuld gang med at udfolde og udfordre de institutioner, vi bygger for os selv.
Shoah (Lanzmann, 1985): Det er altid vanskeligt at placere Lanzmanns ni en halv time lange holocaustvidnesbyrd på en liste blandt andre film. Samtidig må den høre hjemme på enhver liste over de bedste film. Alle beskrivelser af underholdningsværdi, tematisk rigdom eller stilistisk nybrud synes her både fattig, overflødig og næsten fornærmende. Den eneste form for produktbeskrivelse, der giver mening, er som ”dokumentar” i ordets reneste forstand: Et historisk dokument, et konkret bevis for et regimes nøje planlagte uhyrligheder. Et uvurderligt objekt, der både er en af de sværeste film at se, og en af de største oplevelser, filmmediet kan tilbyde.
