Så meget adrenalin i blodet, at jeg føler mig vægtløs
En hæs stemme lyder over højtaleranlægget, mens jeg og de andre passagerer i subway’en bevæger os mod udgangen under de grønne exitskilte langs perronen. Jeg følger menneskemængden og er bevidst om, at i det sekund jeg vender mig om og går i den modsatte retning, overskrider jeg en grænse. Efter jeg er sakket lidt bagud, gemmer jeg mig mellem to flisebeklædte søjler for at skjule mig for overvågningskameraer og vagter.
Mens jeg står stille og venter på, at lyden af fodtrin lige så stille forsvinder, mærker jeg varmen under mit alt for praktiske vandretøj stige til hovedet. Mellem benene stiller jeg en sort plastikpose, som jeg har mit grej i: et sæt latex-handsker, elefanthue og spraymaling. Jeg vender vrangen ud på min fleecetrøje for det tilfælde, at jeg skulle blive opdaget. Da vil jeg have muligheden for hurtigt at vende den igen, og dermed forvirre signalementet af mig. Adrenalinen gør mig tør i munden, og jeg mærker min puls fra en dunkende blodåre i højre tinding. Jeg læner mig op ad den ene søjle, mens jeg forsigtigt bevæger mig ud fra mit skjul for at danne mig et overblik over stedet og for at se, om jeg er blevet spottet.
Fra de informationer jeg har fået
