En banger af store genkendelige følelser
Hvorfor skulle en roman ikke kunne være god på lidt samme måde som en popsang kan være det? Perfekt komponeret, på godt og ondt uden de store overraskelser, fuld af store, men genkendelige følelser og generel nok i sine personkarakteristikker, til at enhver kan tro, den lige så godt kunne handle om dem. Efter at have læst tre af den ultrahypede irske forfatter Sally Rooneys romaner, Samtaler med venner (2017), Normale mennesker (2018) og senest Skønne verden, hvor er du, der kom ud dette efterår, synes jeg fint, man kan beskrive hendes forfatterskab som en række bangers på et virkelig godt, hitspækket popalbum.
Skønne verden, hvor er du følger fire unge mennesker, Felix, Alice, Eileen og Simon, hvis liv er viklet sammen på kryds og tværs af dybe venskaber og kærlighedsrelationer. De er en smule ældre end de unge mennesker i Rooneys to andre romaner, nu er de nærmere de 30 og går ikke længere på universitetet, og en større grad af selvbevidsthed og næsten også en snert af kynisme har