Meningen med livet findes ikke i Bukarest
Ovnstegt rumæner med grøntsager handler om den midaldrende, venlige og ensomme græker Zerin, der lever af at være aktionær i diverse selskaber, og som er næsten sygeligt optaget og fascineret af Rumænien.
Denne lidenskab er besynderlig, fordi dens oprindelse og intention ikke er helt klar. Den udspringer hverken af, at han har studeret i Bukarest, at han har besøgt landet i sine unge år, eller at hans ekskæreste var rumæner.
På trods af den store kærlighed, er det aldrig lykkes ham at lære en rumæner at kende, hvilket er en stor sorg for ham. I en af romanens første passager får Zerin at vide af viceborgmesteren, at der er flyttet en rumænsk familie ind i den lille havneby, hvor Zerin bor.
De efterfølgende beskrivelser af den blanding af fortvivlelse, eksaltation og tilnærmelsesvise vanvid, der præger hans sindstilstand, da han får bekræftet, at der faktisk er flyttet en rumænsk familie ind overfor tankstationen, er både velskrevet, troværdig og nærmest patetisk i sin intensitet:
»Som tiden gik, blev hans humør bedre og bedre. Han dansede nærmest rundt mellem værelserne i huset, tog sig en snack, kastede et blik på landkortet (over Rumænien) og s