Et stille skrig fra Polen
»To fædre, to mødre? Fuck LGBT, fuck jer ludere og bøsserøve«.
Sætningen fylder den lille kiosk i centrum af den polske by Poznań, hvor grupper af unge mennesker står i kø for at købe drikkevarer. De fleste af dem er på vej til den LGBT+-demonstration, der skal begynde længere nede ad gaden om en halv time, og at dømme efter ansigtsudtrykkene fyldes de med lede ved kommentaren, der kommer fra en tatoveret mand i 30'erne. Der opstår en stilhed, et kollektivt ubehag mellem rækkerne af øl, chips og sodavand. Men selvom ordene støder, tager ingen til genmæle eller virker synderligt chokerede. Og da manden på et par politibetjentes diskrete anmodning forlader kiosken, fortsætter folk ufortrødent deres indkøb. »Vi er vant til det,« siger min polske ledsager Gosia, mens hun langer et par Zloty over disken for sin æblemost. Men selvom kommentarer som mandens, der har lavet en afgrund i kiosken mellem os og ham, også giver genlyd på den ydre højrefløj i mange andre lande, er der en afgørende forskel på de fleste af dem og Polen. For som Gosia tørt tilføjer: »Her er regeringen på hans side.«
Der er tre uger til, at det bliver afgjort, hvem der skal være Polens præsident de næs
