Der er hjælp at hente i litteraturen

For mange af os har dagene i mere end en måned nu lignet hinanden. Og lige så stille er er vores samtaler begyndt at gøre det samme. I løbet af de sidste uger har Coronakrisen ikke kun opstillet nye betingelser for vores fysiske samvær, men har også forandret vores sproglige samvær og har påvirket, hvad vi taler om, hvordan vi gør det, og ikke mindst hvilke ord, vi bruger. »Smittespredning«. »Værnemiddelmangel«. COVID-19 har sat sig på vores sociale stemmebånd. Den har inficeret vores samtalekultur.

Det ironiske er, at de af os, som er så heldige at have været raske og i selskab med enten familie eller andre bofæller, på den ene side har haft usædvanlig god tid til at tale sammen, men på anden side ikke så meget at tale om – udover krisetilværelsen. Når jeg tænker på alle dem, som har været eller ligger syge lige nu, og alle dem, som stadig knokler for at passe på resten af samfundet, så fremstår den monotone isolationstilværelse som et privilegium. Men monotonien og den Corona-inficerede samtalekultur er skadelig på sin egen stilfærdige måde: Det, vi taler om, og ikke mindst den måde, vi taler om det på, påvirker vores mentale sundhed, følelsesliv og verdenssyn. Et vigtig