Ordet om tingen
Man har brug for hele sit hylster for at opleve kunst, det er vel vedtaget og universitetsblåstemplet. Kulturteorien har fostret begreber som ’empatisk æstetik’, ’kroppens fænomenologi’, nogle intellektuelle pionerer satte på radikal vis sansningen før tanken midt i det fornuftsregime, der var (og er) det vestlige: kunsten har gavn af at blive mærket af en krop. Men der er meget kunst kroppen aldrig kommer til at mærke – fordi planeten flyder over af det, fordi blikke er vendt mod skærme, fordi nogle værker ønsker isolationen. Så måske kan ordet være en pseudokonservering, der bidrager til, at tingen kan få lov at findes lidt mere eller lidt længere end de fysiske oplevelser tillader. Nærhed og egne øjne er vigtigt, men kunst kan plante sig som et lille træ i bevidstheden uanset om den bliver genfortalt eller højtideligt selvopleves. Og i det østlige Japan findes et afsindigt stykke arbejde, som gør hvad det kan for at undgå virkelige øjne.
Der breder sig et hvidligt lerrige ud mellem skov og bjerge, på samme tid livløst og evigt sådan som særligt det forstenede kan se ud. 5800 kvadratmeter åbenbart, meget grundigt svøbt i håndlavet keramik: filtrede søjler af kroppe, lemm
