Dobbelt flugt
Den franske instruktør Jacques Becker døde under færdiggørelsen af sin mest elegante film Hullet (Le Trou) i 1960. Et melankolsk og intenst minimalistisk portræt af et virkeligt fangeflugtforsøg, som nybølgens faderfigur Jean-Pierre Melville kaldte »den bedste franske film nogensinde.«
At Beckers sidste film har fået relativ beskeden opmærksomhed og, stadig i dag, er forholdsvis ukendt uden for hjemlandet er helt uforståeligt. Den er ikke blot en klassiker indenfor fængselsfilmgenren men en unik filmkunstnerisk oplevelse.
Få film kan som Hullet få en komprimeret og næsten køligt koreograferet billedflade til at emme af nerver og nærvær. Og få fængselsfilm formår med så overlegen lyrisk sensibilitet, at lade en gruppe dødsdømte mænds forbryderidentitet træde i baggrunden til fordel for en øm fremstilling af venskab, loyalitet og kompromisløs frihedslængsel. En ømhed der først overmandes til allersidst, da det indespærrede livs ydmygende realitet brager ned med en eksistentiel tyngde der er nærmest ubærlig.
Hullets autentiske forlæg er professionel forbryder og tredobbelt mord