»Respekten for det subjektive er præmissen for fællesskabet«

Planterne er hjemført af kolonimagten og står nu i Lissabons botaniske have, men lydene af deres vækst er hentet af Lasse Lau i Amazonas, hvor de vokser i deres naturlige habitat. Objekterne på det egyptiske museum i Cairo er udstillet på akkurat samme måde, som da museet blev åbnet for over 100 år siden, men lydsiden ude fra byen viser, hvordan verden udenfor lever, larmer og forandrer sig. Universitet i Nsukka i Nigeria forfalder ikke kun fysisk, imens livet går sin gang og langsomt infiltrerer det.

Lasse Laus første større soloudstilling – der udover de tre hovedfilm indeholder også billeder og objekter – er en skarp (men i form rolig med afmålte voice overs, mange nærbilleder og langsomme panoreringer i filmene) kritik af den kolonialistiske tænkning, oplysningstidens universalisme, vores museer er bygget på og efter.

»Der er sket et stort skred i verden inden for de seneste 60 år. Efter 2. Verdenskrig har de store fortællinger været under nedbrud. Kvinder, sorte og seksuelle minoriteter har fået deres egen subjektivitet. I dag lever flere fortællinger og narrativer parallelt med hinanden, men de store institutioner er for manges vedkommende fortsat baseret