»Kun kærlighed kan redde mennesker smittet med vrede«
Alle mine temaer fødes af livet. Først blev det jo til en række bøger. En historie over den tid, den røde tid, hvor idéen var det afgørende. Alle var mere eller mindre smittet af denne idé. Ellers var de begrænset af den. Men alle var afhængige af den og mange troede oprigtig på den. Til sidst mistede mange troen på den. Men idéen forblev, som en hård, indre kerne af armeringsjern. Under dette liv, under den tid, hvor idéen herskede, skete der forskellige ting.
Jeg valgte de mest overvældende, de mest dramatiske begivenheder, som kunne belyse hvilke mennesker vi var. Hvad vi havde været igennem. Hvordan vi var blevet bedraget af utopien. Og hvordan vi til at begynde med ikke havde forstået, men langsomt begyndte at forstå. Hvordan vi overhovedet ikke ville kunne klare at leve på andre måder, end vi gjorde. Det havde ikke fungeret for os. Da jeg gik fra bog til bog, var der noget der slog mig. Folk taler om krigen eller om Tjernobyl. Men det er sjældent, folk taler om lykken. Jeg fik en følelse af, at det vigtigste i livet, det taler folk ikke om. Og jeg mindes mit eget liv. Min barndom, for eksempel. Mine forældre talte aldrig om lykke. Om at man burde være lykkelig og vok
