En syndig frister på fire ben

Ulven er et potentielt terrorangreb på fire ben: Frygten for kræet er stor, risikoen for et angreb er langt mindre. Det skønnes, at der er ti ulve i Danmark, efter dyret igen kom inden for rigets grænser i 2012 efter 200 års pause. Det er endda kommet så vidt, at en 66-årig mand har skudt en ulv i Vestjylland. Den hede ulvedebat er ikke blot en kontrovers om dyret som biologisk væsen, om EU-direktiver, der sikrer fredning, og om jyde- og københavnerbashing. Det er mindst lige så meget en debat om ulven som mytologisk væsen, om kristen historiefortælling og dyrets modsætning: et dansk landbrug vi sætter højt.
I Karen Blixens Ringen fra 1958 hører vi om den stolte gårdejer Konrad, der udover at være fåreavler er gift med Lise. Konrad kontrollerer fårene, de er indhegnet og tjener mennesket det formål at være hans levebrød. Dermed repræsenterer Konrads forhold til fårene det antropocentriske natursyn, hvor naturen er underlagt menneskets kræfter, og hvor den skal tæmmes sådan, at den skal tjene mennesket. Konrads funktionelle tilgang til naturen er nøjagtigt den, vi ser i forhold til landbrug i Danmark i 2018. Naturen er ikke til for sin egen skyld. Men noget generer