(Selv)refleksion. Spejlvendt synspunkt.

Åh, hvor jeg plejede at elske at drive omkring på meningshavet! Nøgen og elefant. Jeg elskede at rulle mig i indignationens mudderpøl! Løbe gennem hyperbolske pytter af vrisne automatreaktioner.

For som jeg plejede at elske at sige og mene:

»Hvis du giver en idiot et horn, så skal han nok finde noget at dytte af.«

Men jeg gider ikke mere. Mene noget. Gider ikke mere slås den kamp med følelsen af ikke at nytte noget.

- Spørger De, hvorfor jeg ikke gider at mene noget mere?

-Ja, det var mit spørgsmål.

-Er der virkelig brug for flere meninger i verden?

-Spørger de mig?

-Ja, det gør jeg vel egentlig, selvom det bestemt var ment som et retorisk spørgsmål. Allermest et spørgsmål til mig selv altså.

-Er der brug for flere meninger?

Er det virkelig et spørgsmål, det er værd at gentage?

Så vil jeg modvilligt forsøge at mene noget om det igen: Som jeg plejede at elske at sige og mene:

»Åh, hvor jeg engang nød at drive omkring i meningshavet! Nu synes jeg hverken jeg har tid eller råd til en mening mere.«

Har man ikke råd, SÅ må man låne. Låne sine meninger. Har man ikke tid,