En død arbejderutopi i Danmarks eneste privatejede by
Ind ad indkørslen til den hvidmalede patriciavilla lige ved fjorden, triller en Mercedes firhjulstrækker. En gråhåret og velklædt kvinde i tresserne med tunge guldsmykker på håndled og hals stiger ud af bilen. Da hun ser ATLAS' udsendte, fryser hun et øjeblik og skynder sig derefter ind i det store hus.
Her på egnen kaldes hun »grevinden«. Direktøren ville nok være mere retvisende, for hun er ikke adelig, men til gengæld ejer af den nedlagte cementfabrik Dania og den dertilhørende lille landsby af samme navn, der opstod rundt omkring fabrikken i starten af 1900-tallet. Og så bor hun i fabrikkens gamle direktørbolig, der som eneste hus i hele Dania er hvidt. Alle andre er gule.
Engang var byen malet grå. Men trods den triste farve, var her et helt enormt liv. For dengang var Dania en industriby, der producerede cement til hele landet.
I velmagtsdagene var op mod 1500 mennesker beskæftiget i cementindustrien, som forfatteren Hans Kirk skildrer i romanen De ny tider: »Vældige roterovne drejede langsomt rundt med ilden brølende i deres indre. Rørmøllerne drønede i cementmølleriet. Pyratoren knasede store kulstykker til støv. Tunge, olieskinnende hjul dreje