Et girl crush er en forelskelse uden begær

I New York Times artiklen What Women Find In Friends That They May Not Get From Love af forfatter Rebecca Traister, beskriver hun, hvordan veninden historisk har ændret funktion. Tidligere var ægteskabet for mange en praktisk og økonomisk aftale, hvor veninden fungerede som en følelsesmæssig og intellektuel ventil. Sådan er det ikke mere. I dag er verden fyldt med fortællinger om den eneste ene: soulmaten, der opfylder alle behov og fungerer både som sparringspartner, seksuel partner og bedsteven. Det er en overvældende opgave at finde denne romantiske, næsten magiske, udvalgte ene. Derfor allierer mange piger sig i den tidlige ungdom med veninder, der som alternative livspartnere hjælper hinanden igennem kiksede scoringer og forsigtige forsøg på voksenlivet. Veninder fungerer i ungdommen som en personlig hær, der går igennem ild, vand og tømmermænd, imens de udruster sig med en fælles ømhed og intimitet inden voksent ansvar og voksne parforhold for alvor er en realitet.
Første gang, jeg møder Sarah er første skoledag på gymnasiet. Hun har langt, ildrødt hår ned til hoften og flippet, karryfarvet tøj, og jeg tænker: hende vil jeg være venner med. I vores