Det spøger i melankolien

I Campo Santo, der er udkommet på Tiderne Skifter, får læseren det sidste fragment af Sebalds romanvirksomhed og en samling af hans litterære artikler og essays. Romanfragmentet påbegyndes, som mange andre Sebald-fortællinger, med et jeg, der til forveksling ligner Sebald, og som taler med en utrolig viden om sin tid. Jeget vandrer rundt på Korsika i fodsporene på Napoleon. Han vil skrive om modernitetens Europa, og ambitionen er at brede denne fortælling ud fra Napoleons fødeø. Sebald blev dog aldrig færdig, fordi hovedværket Austerlitz tog hans opmærksomhed. Men Campo Santo bærer det samme smertepunkt i sig, en konstant forhandling med fortiden og et begær efter at komme overens, ikke bare med historien, men også med de døde. Derfor er fragmentets bedste dele også der, hvor han skriver om den korsikanske dødekult: »Indtil for nylig var der mennesker, som havde set et blegt lys skinne over et hus, hvor nogen kort efter døde, som havde hørt en hund gø uden grund eller en vogn knirke, da den efter midnat standsede foran en port, eller lyden af en tromme ude fra den mørke maquis. Dér, i dette store rum, der var så godt som uberørt af mennesker,