Folket har talt, men hvad har det sagt?

Morgenen derpå stod det klart: Storbritannien havde stemt sig ud af EU. Det britiske folk havde talt. Men hvad havde det sagt? At EU’s grænsepolitik har slået fejl, og at briterne derfor må genvinde deres nationale suverænitet for at holde alverdens udlændinge for døren? At EU er en udemokratisk institution, der fører neoliberal nedskæringspolitik? At briterne savner fordums imperiale storhed? Samme morgen kunne Google meddele, at antallet af søgninger på ”what will happen if we leave the EU” var steget med 250 procent. Folket vidste tilsyneladende ikke engang selv, hvad det havde sagt.

Andre var dog hurtige til at udlægge teksten. På den ene side var der dem, der forkastede det britiske folks beslutning, fordi de mente, at den var truffet på et uoplyst grundlag. Vi kan kalde denne gruppe rationalister. Rationalister lægger vægt på rigtigheden af den viden, der ligger til grund for politiske beslutninger. I rationalisternes øjne var Brexit-afstemningen en eklatant fejltagelse, fordi det britiske folk ikke besad tilstrækkelig viden om konsekvenserne ved at forlade EU. Blandt rationalismens fremmeste fortalere herhjemme var de to tidligere udenrigsministre Mogens Ly