Stille bearbejdning af frustration
Gravsten breder sig ud over den golde bjergside, så langt øjet rækker. Kirkegården træder frem som en lille udørk der i udkanten af den gamle by i Jerusalem. Ved foden af Oliebjerget ligger et lille hus symbolsk adskilt fra kirkegården ved hjælp af et simpelt stykke snor. Det er her, Tzvia bor med sine fire børn og manden Reuven.
Israelske Yaelle Kayams melankolske familiedrama Bjerget handler om grænser – både de mentale, kulturelle og fysiske. Og det kommer ikke mindst til udtryk i det lille hjem, som til tider minder mere om en hule end en egentlig bolig. Hjemmets fire vægge er ikke bare trygge rammer. Tzvia føler sig fastlåst og isoleret og har svært ved at finde mening i rollen som hjemmegående jødisk-ortodoks husmor.
Tzvias hverdag går med daglige gøremål, mens Reuven opslugt af sine Torah- og Talmudstudier næsten aldrig er hjemme. Når hun tager en pause fra pligterne, er kirkegården der, hvor hun søger tilflugt. En dag beder Tzvia en koreansk turist læse et af poeten Zeldas digte op - på koreansk. Hun begynder at græde. Der er mere intimitet og nærhed i mødet med den koreanske turist end i ægteskabet med Reuven.
Rygepauserne med den palæstinensi
