På besøg i et ikke-land
TIRASPOL/CHIȘINĂU – Full stop står der på skiltet. Tre soldater står og ryger under en presenning dækket af et camouflagenet. De bærer maskinvåben og småsnakker afslappet. Bilen sætter langsomt i bevægelse og zigzagger gennem afspærringerne. »En bufferzone,« hvisker chaufførren og smiler beroligende.
»Zdravstvujtye,« siger grænsevagten idet chaufføren ruller vinduet ned i en rolig bevægelse. Grænsevagten spørger om noget. Han ser ud, som han skal. Med hans varme russiske pelshue af astrakan og den lange mørke frakke. »Zhurnalist,« siger chaufførren med et henkastet nik. Grænsevagten peger mod kontoret. Efter et par opkald og en række undersøgende blikke triller bilen igen videre. »Velkommen til Den Pridnestroviske Moldaviske Republik,« står der med kyrilliske bogstaver på et indbydende banner. På dansk: velkommen til Transnistrien.
Grænselandet mellem Moldova og Ukraine fremstår mindst ligeså orgniseret og officielt som det dansk-tyske. Men nummerpladen foran bilen er imidlertid hverken ukrainsk eller moldovisk. Den tilhører udbryderrepublikken Transnistrien, der siden Sovjetunionens opløsning har snoet sig i intetheden mellem de to lande.
