Insektteknikken

Vi er taget til den 14. Istanbul biennale. Det betyder vi sidder i taxa i trafikprop på vej igennem byen, fordi vi blev fans af kuratoren Carolyn Christov-Bakargiev til dOCUMENTA (13). Så snart vi er fremme i bydelen Kadiköy, på den asiatiske side af byen, stikker vi ud for at finde værkerne, der er spredt om i byen og dens provinser.


Det første sted vi tager hen er prinsernes øer, nærmere bestemt den største af dem Büyükada. Værkerne er placeret rundt i øens mere eller mindre forfaldne hundredårige hoteller og sommerresidenser, der emmer af fortids storhed. I hotel Splendid ser vi et videoværk om Trotskij, mens det regner igennem taget. Ude skyller regnen ned over os, gadekattene og de hestevogne, der kører tomme rundt på øen her i offseason. Det værkerne åbner for, og deres placerings konkrete omstændigheder, er smeltet sammen. Der er værker man oplever ved deres utilgængelighed, som Andrew Yangs radar, som man ikke kan komme hen til, da den befinder sig i en militærzone. Eller som Pierre Hugyues værk, på øen Sivriada hvortil det kun er muligt at komme med en særlig båd en gang om ugen, og hvorom den eneste information i kataloget er: »Many dogs died there in 1910