Sønderjyder er nogle af de mest selvglade mennesker, der findes

Det sidste, min mor fortalte mig, inden jeg som tyveårig drog afsted mod Aarhus med mine flyttekasser, var, at jeg bare skulle tale sønderjysk til dem ’deroppe’: »De skal nok forstå dig. Du skal bare blive ved«. Jeg prøvede. Efter to dage gav jeg op. Det gav ikke mening for dem, at et vindue hedder ’vinne’, chips er lig med ’knaskatøfle’, et par bukser et par ’baus’ og et hul ’gaf’.

Jeg prøvede at tilegne mig den lokale dialekt, det drevne aarhusianske. Det fungerede ikke. Deroppe hedder ’brugt’ ikke ’bråcht’, og ’bom’ er pludselig blevet til ’snoller’. Til fester var det endnu værre: jeg havde dåseøl uden pant med, sådan nogle man køber over grænsen. Det er ikke noget, man har i Aarhus.

Flere år senere, nu i København, slår min tunge stadig knuder, når jeg skal gøre mig forståelig på ’almindelig dansk’. Der er stadig ord, som folk ikke kender, og det er ikke sjældent, at jeg skal undertrykke et ’æ’, eller udelade et syngende ’a’.

Stolthed og diversitet

Samme slags erfaring og samme følelse af at være tosproglig, går gennem forfatter Kristian Ditlev Jensens nye og coffee table-venlige bog, Sønderjylland. Steder og mennesker. Den