»Det handler om at undgå at blive kulturforbruger«
Vi skulle egentlig mødes på Møn, men da jeg ikke er i bil, foreslår Marianne Hiort-Lorenzen, at besøget gemmes til en anden gang, og vi i stedet laver interviewet i hendes »københavnersted« - en lejlighed ved Nyhavn, som hun og hendes mand, som er møbelarkitekt, benytter når de er i byen. »Man kan jo altså ikke komme til lufthavnen klokken syv om morgenen fra Møn. Det er umuligt.«
Hjem, til gengæld, er på Møn og har været det i over tyve år, og det er også der, i skovpavillonen i Fanefjord Skov, at festivalen Verdenslitteratur på Møn i år løber af stablen for femtende gang.
Marianne Hiort-Lorenzen er uddannet bibliotekar, men skulle, som hun selv formulerer det, »nok have lavet noget antropologisk«. Efter et afbrudt medicinstudie – hun kom fra en lægefamilie i Jylland– og lidt for meget »vaklen« faldt valget i stedet på bibliotekar, selvom hun, lidt forsigtigt tilføjer, at hun jo altid har haft gang i en masse projekter ved siden af. Hendes CV er da heller ikke på nogen måde kedeligt og indbefatter både bibliotekschef, kulturkonsulent, kurator, indretningsarkitekt, forfatter, underviser og festivalleder. Hvornår og helt præcist hvor mange forskellige ting H