Sunde mandesvin
»Den ene ting, alle mennesker på kloden bør gøre på ugentlig basis, er at løfte vægte,« sagde den solbrune mand, alvorlig grænsende til det patetiske i ansigtet, med sin rolige og vægtige stemme. Manden var den amerikanske læge Peter Attia, og han sad i et podcaststudie, og videoen var en af de tusindvis af små bidder af indhold med mænd, der talte om sundhed, jeg i løbet af nogle måneder sidste år doomscrollede mig igennem.
Samme aften gik jeg ned på en legeplads ved en børnehave, hvor der mellem to legetårne hænger et armgangsstativ. Jeg skulle bare gå en tur, havde jeg sagt. Jeg tog fat om en af tværstængerne og lod mig ”dead hange”, mens jeg begyndte at tælle langsomt, og syren begyndte at samle sig i mine arme. Peter Attia havde sagt, at alle voksne mænd bør kunne dead hange i mindst to minutter. Jeg kunne få den presset op omkring halvandet, så slog gribestyrken ikke længere til. Gribestyrke er den mest sigende indikator for, hvor længe du kommer til at leve, havde Attia forklaret.
Men så var der også lårene. Et nyt videnskabeligt studie havde vist, så jeg i en video allerede næste dag, at styrken i ens lårmuskler er det, der virkelig betyder
