Romankunsten i populismens tidsalder
At fortælle historier er en form for forførelse. Og som det er med forførelsen, så skal der to til tango. Når vi lytter til en fortælling, så har vi en forventning til, hvad der kommer. Forventningerne former vores svar, vi leder efter mønstre, der måske eller måske ikke eksisterer. Gennem de sidste tyve år har digteren og kritikeren Kenneth Goldsmith udforsket sprogets og historiefortællingernes begrænsninger gennem en række konceptuelle langdigte. Hans hovedværk Soliloquy er en transskribering af alle ord, som Goldsmith sagde i løbet af én uge i 1997. Goldsmith kalder bogen en »øvelse i ydmyghed.« Teksten er næsten femhundrede sider lang, men Goldsmith siger stort set intet sammenhængende.
Kenneth Goldsmith: Fortæl mig om Ana. Hvorfor valgte du at fortælle romanen gennem en jegfortæller og ikke gennem Ana selv?
Mikkel Rosengaard: Jeg kunne ikke fortælle historien fra Anas perspektiv, fordi jeg ville skrive en roman, hvor hovedpersonen ikke var et menneske men en historie. Og den her historie eller anekdote skulle fungere som en Don Juan-karakter, der forførte alle på sin vej. I romanen opfinder Anas forældre en
