Mellem Cepos-apokalypse og kronignoranter
Som avislæsende, generelt kulturinteresseret og måske endda humaniorastuderende menneske, burde det i disse tider ikke være svært at vælge den rigtige af de hårdt optrukne fronter i dimensioneringsmoradset. På den ene side føres de liberale kapitalister an af kronignoranten Sofie Carsten Nielsen og hendes fordækte cand.scient.pol-motiver. På den anden side argumenterer reflekterede kulturvenner inderligt for de humanistiske uddannelsers altafgørende betydning for et samfund, vi dannelses-wise kan være de kommende generationer bekendt. Ondsindet økonomi overfor godhjertet æstetik. Nemt.
Jeg er som kunsthistoriestuderende naturligvis enig i, at humanistiske uddannelser har en (indiskutabel) berettigelse i en verden, hvor omfanget af sanseløs produktivitets- og markedsforelskelse nok aldrig har været mere skrækindjagende enormt end nu. Det er også klart, at analyserende fordybelse i de humanistiske fagområder har potentialet til at nuancere og udvide en samfundsstruktur, hvis ensporede vækstfokus efterhånden når fortvivlende højder. Når det er sagt, må jeg indrømme, at visse aspekter af fjendens bevæggrunde giver mening. Her er det dog vigtigt at understrege, at Sof
