Loke sår havre, når jorden damper om foråret...
Det første billede er et fra forsiden af Lærernes pensionsselskabs folder om noget de kaldte ny pension. Det er det første stykke post jeg har fået fra et pensionsselskab. Mine tidligere job har ikke kastet pension af sig. Så dette første stykke pensionspost var pænt angstprovokerende. Det er den første melding om min forestående død, jeg har fået med posten. Det plejer ellers at være kroppen, der giver et hint i ny og næ. Og den kan man jo bare ignorere. Her var der en dato før hvilken, man skulle tage stilling til om man ville have ny eller gammel pension. Whatever, et eller andet som en pensionsnybegynder ikke fatter en bjælde af. Så jeg satte krydset i den rubrik, de mente var bedst for mig. Men der gik meget lang tid, før jeg fik sendt krydset. Det skete før deadline, men ikke længe før. For det vakte et ikke helt lille ubehag at blive mindet om sin egen død på denne her muntre lavpraktiske måde. Men det var ikke det eneste ubehag, jeg fik ud af den folder.
På forsiden var et fotografi af en ægte dansk kernefamilie på en frisk udflugt i klitterne en overskyet, blæsende dag. Farverne er smagfuldt douche, lidt støvede, billedet let kornet. Familien lyshudede, børnene,
