Den sikre vej

Berlin Biennalen åbnede tidligere på sommeren. Det er er der mange der har ytret sig om, og holdningerne er heldigvis forskellige, men de fleste peger på, at hovedkuratoren, den canadisk-spanske Juan A. Gaitàns, overordnede strategi er ret langt fra eksperimenterende og cutting edge. Det er næsten en anti-tese til sidste gang, der var biennale i Berlin. Sidst var der fut i fejemøget og overraskelserne var mange. Umiddelbart var det ikke helt nemt at tage den alvorligt – men den er vokset på mig siden, især grundet forsøget på at fremskrive det ’ukendte’ eller 'ukonventionelle’. Rammerne turde noget – der blev satset. Dette års biennale er anderledes sikker. Man fristes til at kalde den ”wannabe voksen.” Den beskrivelse indeholder naturligvis nogle gode intentioner som fx stabilitet og formmæssigt overskud, men omvendt, så er det ikke, hvad jeg forbinder med en Berlin biennale. I Berlin er der plads til vildskab – fysisk og fagligt! Der er få punkter i det oprindelig biennale-opdrag, men én af dem er, at biennalen på en eller anden facon skal forholde sig til byen Berlin. Og måske er det dér, man skal søge en art forklaring: Berlin er lige nu hverken fugl eller