Den uvidende revolutionære

At indtage et ståsted, der ikke var muligt før – at stille spørgsmålstegn ved det der virker selvfølgeligt og naturligt, og hermed oprette et nyt sprog og fremsætte nye muligheder heraf – dét er filosoffens rolle i det nuværende samfund. Det er Slavoj Žižek og Alain Badious påstand i deres bog Philosophy in the present. Operaen Rusalka, der netop har været opført i København, er en inkarnation af den idé.

Den tjekkiske komponist Antonín Dvořák beskrives sjældent som revolutionær af humør. Hvis hans politiske ståsted overhovedet nævnes i tekster om ham, bliver han højst kaldt venlig nationalist. Som tiden sagde det, var han romersk-katolsk, og den nation han skulle tilhøre var, ved hans fødsel det østrigske rige, og ved hans død, det østrig-ungarnske rige. Det var musikkens eget væsen, påvirket af de moraviske og bøhmiske folkesagn og traditioner, der optog ham. Alligevel kan der argumenteres for, at han har skabt et revolutionært og sofistikeret værk, der fremstiller hovedrolleindehaveren som en mulighedsbetingelse for at tænke revolutionært. Uvidende om potensen i Jaroslav Kvapils tekstoplæg, som operaen er baseret på, har Dvořák skabt en sand revolutionær filoso