Førsteklasses videnskabsfjernsyn med mod på kulturkamp
For nylig havde det amerikanske tv-program Cosmos: A Spacetime Odyssey premiere i Danmark på National Geographic Channel, under navnet Kosmos: En rejse i tid og rum. Omkring en måned efter premieren på amerikansk tv, har serien en bedømmelse på 9,6 stjerner ud af 10 på filmdatabasen IMDb, og har skabt fornyet røre i den tilsyneladende evige amerikanske diskussion om religion versus videnskab.
Med en karismatisk vært med nok pondus til at bære programmet på tværs af landegrænser, præsenteres inspirerende viden, fantastiske billeder, og forklaringer på universets mysterier, som vi alle kan forstå. En imponerende kombination, der efterlader seeren inspireret af videnskabens vidundere.
Kosmos er et videnskabeligt tv-program, der forsøger at nå vidt omkring inden for rammerne af, hvad gennemsnitsseeren kan kapere inden for 45 minutter. Samme format er anvendt af naturdokumentaristiske mastodonter som Jacques Cousteau og David Attenborough, men så stopper lighederne også her. I modsætning til f.eks. Cousteau, som fokuserede på havet, spænder Kosmos meget bredt ved at undersøge, stort set, samtlige dele af naturvidenskaben som vi kender