»Fejlfinding og litteratur hører efter min mening ikke hjemme i samme sætning«

Katrine: 

Rebekka Bundgaard begynder sin anmeldelse af Linea Maja Ernsts debutroman Kun til navlen, der blev bragt 6. maj 2024, med at fortælle om sin læseoplevelse. Hun er strøget lige igennem. Alt er så lækkert, vejret, personerne, safterne driver ned af deres solkyssede kroppe. Her må man tro, at hun mimer værket lidt, det drypper, dufter og smager, og sex ender med guddommelige orgasmer. Brat slår Rebekka Bundgaard om i det saglige: Hvad vil romanen, og holder den, hvad den lover? 

Vi får at vide, at romanen lover et satirisk portræt af millenialgenerationen, og her er jeg lidt skeptisk. Hvor ved anmelderen det fra? Står det på coveret? På et medfølgende forlagsbrev? Jeg har umiddelbart svært ved at forestille mig en forfatter, der rejser sig fra skrivebordet og siger: Nå, nu har jeg skrevet et satirisk portræt af millenialgenerationen. Det er jo en beskrivelse, der virkelig lukker læsningen. Jeg tænker, det må komme udefra. Ikke fra romanen selv. Heller ikke fra forfatteren. Så jeg har svært ved at forestille mig, at romanen eller forfatteren “lover” noget på den måde. 

Men Bundgaard får brugt det til noget. Romanen