En hundrede år lang bøn
Regnen kan falde når som helst. Her i lysningen mellem otte år gamle norske graner og fyrretræer står måske 500 mennesker i vindjakker, uld og støvler på en skrænt og lytter til en kvinde, der står på et fladt græsdække og taler i mikrofon. Bag hende rejser årtier gamle graner sig op i et tæt og gråt skydække.
»Vi står i en skov. Det er bare en almindelig skov, men det er også en lovende skov,« siger den skotske billedkunstner Katie Paterson. Hun er ophavskvinde til Fremtidsbiblioteket – et 100 år langt kunstprojekt, der tager form over tid og får ny betydning, som årene går.
Det begyndte i 2014 og foregår i en skov af 1000 træer, i 100 manuskripter og i en årlig ceremoni. Her overrækker årets udvalgte forfatter sit manuskript til den antologi, der først bliver udgivet i 2114 og trykt på papir af de træer, der i dag vokser i den lille lysning. Før da får ingen lov at læse de manuskripter, der bliver skrevet af tidens mest anerkendte forfattere. D