Omsorg i apokalypsens tid
De seneste fem år har været afgørende på en måde, der er svært at formulere i få sætninger. Et af de mest mest rammende forsøg på at skabe mening kom fra Adam Gopnik, der i The New Yorker reflekterede over, hvordan vi skriver historien om de store begivenheder, der former en tid. Verdenskrigene, ungdomsoprørerne, pandemien. Og han skriver: Der er måske intet andet at gøre med epokeår, udover at huske dem.
2020 startede med en global nedlukning, og hurtigt fulgte samtaler om, hvilket samfund der skulle åbne på den anden side. »Det var en tid, hvor vi var vidne til, hvad regeringer har kapaciteten til at gøre i kriseøjeblikke,« siger Catherine Rottenberg, da jeg taler med hende her i 2025. Vi skal snakke om omsorgsøkonomi, temaet i The Care Manifesto, som hun var med til at skrive i 2020 som en del af gruppen The Care Collective. En bog fyldt med håb for det potentiale, pandemien havde til at afsløre, hvor meget omsorgsarbejde betyder for vores samfund.
Til dagligt er Rottenberg professor på Goldsmiths University i London og forsker i krydsfeltet mellem fem
